Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.