Udgivet den

Lovvalg ved handel med de nordiske lande – hvilket lands regler gælder

Danske virksomheder handler ofte med virksomheder i Sverige og Norge. Sproget, forretningskulturen og de juridiske traditioner ligger tæt på hinanden, og derfor får spørgsmålet om lovvalg ikke altid den nødvendige opmærksomhed.

Men selv om samarbejdspartneren befinder sig på den anden side af Øresund eller Skagerrak, er det væsentligt at aftale, hvilket lands lovgivning der skal regulere samarbejdet. Nordisk handel er grænseoverskridende handel, og dansk ret gælder ikke automatisk, blot fordi den ene part er dansk.

Lovvalg og værneting er to forskellige spørgsmål

Lovvalg handler om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på aftalen. Værneting handler om, hvor en eventuel retssag skal føres.

De to spørgsmål skal vurderes hver for sig. En dansk domstol kan således skulle afgøre en tvist efter svensk eller norsk ret. Omvendt kan en udenlandsk domstol skulle anvende dansk ret.

En aftale om, at tvister skal afgøres ved danske domstole, bør derfor suppleres med en udtrykkelig bestemmelse om lovvalget.

Parterne kan som udgangspunkt selv vælge loven

Ved internationale varekøb mellem virksomheder kan køber og sælger som udgangspunkt aftale, hvilket lands retsregler der skal gælde.

Efter løsørekøblovvalgslovens § 3 skal lovvalget være udtrykkeligt eller fremgå utvetydigt af aftalen.

En dansk virksomhed kan eksempelvis aftale med sin svenske leverandør, at købsaftalen skal være underlagt dansk ret. Det gælder, selv om leverandøren uden en sådan aftale normalt ville kunne støtte ret på, at svensk ret skulle anvendes.

Lovvalgsklausulen skal være en del af parternes aftale. Det er derfor væsentligt at få den med i kontrakten eller i de salgs- og leveringsbetingelser, som parterne gyldigt har vedtaget.

Hvis der ikke er aftalt lovvalg: normalt sælgerens lands lov

Når spørgsmålet bedømmes efter danske lovvalgsregler, følger det af løsørekøblovvalgslovens § 4, at et internationalt varekøb som hovedregel er underlagt loven i sælgerens land. For virksomheder er det relevante forretningssted centralt.

Sælger en dansk virksomhed varer til en svensk kunde, vil udgangspunktet derfor være dansk ret. Køber den danske virksomhed derimod varer hos en svensk leverandør, vil udgangspunktet være svensk ret.

Der gælder dog en væsentlig undtagelse: Modtager sælgeren eller dennes repræsentant bestillingen i køberens land, kan loven i køberens land skulle anvendes. En svensk sælgers modtagelse af en bestilling under et kundebesøg i Danmark kan således føre til dansk ret.

Det er derfor for upræcist blot at sige, at sælgerens lands lov altid gælder. Omstændighederne omkring bestillingen kan få afgørende betydning.

Den særlige nordiske regel: CISG gælder ikke automatisk

Ved international varehandel skal man også være opmærksom på CISG, den internationale købelov, som indeholder fælles regler om blandt andet aftaleindgåelse, levering, mangler og misligholdelse.

Her gælder en særlig nordisk undtagelse.

Efter international købelovs § 2 finder loven ikke anvendelse, når både sælger og køber har deres forretningssteder i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Undtagelsen hænger sammen med de nordiske erklæringer efter CISG artikel 94.

Et almindeligt varekøb mellem en dansk og en svensk virksomhed reguleres derfor som udgangspunkt af national køberet i det land, som lovvalget peger på, f.eks. den danske eller svenske købelov.

Det afgørende er parternes relevante forretningssteder. Varens oprindelse er ikke i sig selv afgørende: En vare bliver ikke omfattet af CISG alene ved at være fremstillet uden for Norden, hvis købsaftalen indgås mellem virksomheder med relevante forretningssteder i Danmark og Sverige.

Tre praktiske eksempler

Dansk sælger og svensk køber

En dansk producent sælger varer til en svensk virksomhed. Parterne har ikke aftalt lovvalg, og bestillingen modtages hos producenten i Danmark. Efter danske lovvalgsregler er udgangspunktet dansk ret. Den danske købelov vil derfor som udgangspunkt regulere købet, mens CISG er undtaget på grund af den nordiske særregel.

Norsk sælger og dansk køber

En dansk virksomhed bestiller varer hos en norsk leverandør, som modtager bestillingen i Norge. Uden en lovvalgsaftale er udgangspunktet efter danske lovvalgsregler norsk ret. Den danske køber kan derfor ikke uden videre basere sine krav på den danske købelov.

Svensk sælger og aftale om dansk ret

En dansk virksomhed køber varer fra en svensk leverandør. Parterne aftaler udtrykkeligt dansk ret. Udgangspunktet bliver herefter den danske købelov, selv om sælgeren er svensk.

Eksemplerne forudsætter almindelige erhvervsmæssige varekøb og illustrerer samspillet mellem lovvalget og den nordiske undtagelse fra CISG.

Hvad med rådgivning og andre tjenesteydelser?

Løsørekøblovvalgsloven regulerer varekøb inden for lovens anvendelsesområde. Ved eksempelvis rådgivningsaftaler skal lovvalget vurderes efter andre regler.

I Danmark anvendes fortsat Romkonventionen om lovvalg for kontraktlige forpligtelser. Udgangspunktet er også her parternes aftale. Uden et aftalt lovvalg anvendes som hovedregel loven i det land, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til, med en formodning til fordel for landet, hvor den part, der leverer den karakteristiske ydelse, har sit relevante forretningssted.

Særlige lovvalgsregler går dog forud for konventionens almindelige regler.

Danmark er ikke omfattet af Rom I-forordningen, som anvendes i blandt andet Sverige og Finland. Ved en sag i udlandet skal vurderingen derfor tage udgangspunkt i de lovvalgsregler, som den pågældende domstol anvender, herunder eventuelle særlige konventionsregler for internationale varekøb.

En lovvalgsklausul skaber klarhed

Ved almindelige varekøb mellem virksomheder kan en klausul eksempelvis formuleres således:

Aftalen er underlagt dansk ret. FN-konventionen om internationale løsørekøb (CISG) finder ikke anvendelse.

Ved et rent internordisk køb følger undtagelsen fra CISG allerede af den særlige nordiske regel. Den udtrykkelige fravigelse kan imidlertid være relevant, hvis kontrakten eller virksomhedens standardbetingelser også anvendes over for kunder uden for Norden. Et valg af dansk ret udelukker nemlig ikke i sig selv CISG ved andre internationale varekøb.

Kontrakten bør samtidig indeholde en særskilt bestemmelse om værneting eller voldgift. Valget bør træffes med blik for både aftalens indhold, omkostningerne ved en eventuel tvist og muligheden for at håndhæve et krav.

Udgivet den

Knock-for-knock-klausuler – hvem bærer tabet, når skaden sker?

En knock-for-knock-klausul er en aftale om fordeling af risiko. Udgangspunktet er, at hver kontraktpart bærer tab ved skader på egne aktiver og egne ansatte – også selv om skaden skyldes den anden parts fejl.

Klausulerne anvendes navnlig inden for offshore, søfart og energi. Formålet er at skabe en forudsigelig risikofordeling, som parterne kan indrette deres forsikringer efter, og begrænse tvister om, hvem der har forårsaget en skade.

Princippet omfatter typisk tre elementer: afkald på erstatning, afkald på regres og pligt til skadesløsholdelse.

1. Afkald på at kræve erstatning

Parterne aftaler, at de ikke kræver erstatning af hinanden for de skader, som klausulen omfatter.

Eksempel: Virksomhed A og virksomhed B arbejder på samme offshoreinstallation. En medarbejder hos B beskadiger ved uagtsomhed A’s udstyr. Reparationen koster 200.000 kr. Hvis skaden er omfattet af klausulen, bærer A selv tabet og kan ikke kræve beløbet betalt af B.

2. Afkald på regres

En part, der har dækket et krav fra en skadelidt, afstår fra efterfølgende at kræve beløbet tilbage fra den anden kontraktpart, selv om der ellers kunne være grundlag for regres.

Eksempel: En medarbejder hos A kommer til skade på grund af B’s fejl. A betaler et erstatningskrav på 500.000 kr. til medarbejderen. Efter klausulen skal A bære krav vedrørende egne ansatte. A kan derfor ikke efterfølgende kræve de 500.000 kr. refunderet af B.

3. Pligt til at holde den anden part skadesløs

Hvis en part betaler et tredjemandskrav, som efter kontrakten skal bæres af den anden part, skal den anden part refundere betalingen.

Eksempel: A’s medarbejder kommer igen til skade på grund af B’s fejl. Denne gang rejser medarbejderen kravet direkte mod B, som bliver pålagt at betale 500.000 kr. Da kontrakten placerer risikoen for skader på A’s ansatte hos A, skal A refundere B de 500.000 kr.

Klausulen mellem A og B afskærer ikke i sig selv medarbejderens erstatningskrav mod B. Skadesløsholdelsen sikrer derimod, at tabet endeligt placeres hos A i overensstemmelse med parternes aftale.

Ordlyden er afgørende

En knock-for-knock-klausul betyder ikke, at enhver skade automatisk bæres af den part, der umiddelbart lider tabet. Det afgørende er, hvilke personer, aktiver og krav kontrakten placerer hos hver part.

Klausulen bør derfor præcisere sit anvendelsesområde, eventuelle undtagelser og forholdet til parternes forsikringer. Navnlig bør det afklares, hvordan forsæt og grov uagtsomhed behandles, og om forsikringsselskabernes regresret er håndteret. Klausulens rækkevidde og gyldighed afhænger både af formuleringen og af den lovgivning, der gælder for aftalen.

Udgivet den

Når uklare standardvilkår skal fortolkes – koncipistreglen er ikke altid afgørende

I erhvervslivet anvendes standardvilkår dagligt – i leveringsbetingelser, konnossementer, rammeaftaler og samarbejdskontrakter. Når en bestemmelse senere viser sig at være uklar, opstår det klassiske spørgsmål: Hvem bærer risikoen for den uklare formulering?

Mange vil instinktivt pege på koncipistreglen – altså princippet om, at en uklar bestemmelse fortolkes imod den part, der har formuleret den. Men praksis viser, at reglen ikke står alene. Et klassisk eksempel findes i dommen optrykt i UfR 1975.697 S.

Sagen kort fortalt:

Der var tale om en værnetingsklausul trykt på bagsiden af et konnossement. Under overskriften “JURISDICTION” fremgik det, at “any claim against the Carrier” skulle afgøres ved dansk værneting og under anvendelse af dansk ret.

Ordlyden pegede umiddelbart i én retning: Kun krav mod rederiet (“against the Carrier”) var omfattet. Da der opstod tvist, blev koncipistreglen påberåbt over for rederiet, som havde affattet klausulen. Argumentet var enkelt: Hvis bestemmelsen sprogligt kun nævner krav mod rederiet, må den – ved tvivl – fortolkes til skade for affatteren og dermed ikke omfatte krav rejst af rederiet mod kunden.

Retten valgte imidlertid ikke at lægge afgørende vægt på koncipistreglen.

Selv om:

  • klausulen var affattet af rederiet, og
  • en snæver, sproglig fortolkning talte for, at bestemmelsen kun omfattede krav mod rederiet,

fandt retten, at den mest naturlige og formålsbestemte forståelse var, at alle krav udspringende af aftaleforholdet – uanset hvilken part der rejste kravet – skulle behandles ved dansk domstol.

Med andre ord: En samlet vurdering af bestemmelsens funktion og formål vejede tungere end en isoleret sproglig analyse og koncipistreglen.

Hvad betyder det for virksomheder?

Afgørelsen illustrerer tre vigtige pointer for erhvervskunder:

1. Koncipistreglen er subsidiær

Den anvendes typisk først, når andre fortolkningsprincipper ikke giver et klart svar. Er der et tydeligt kommercielt eller systematisk formål med bestemmelsen, kan dette få forrang.

2. Ordlyden er vigtig – men ikke alt

Selv en sprogligt snæver formulering kan blive udvidet, hvis den samlede sammenhæng taler for en bredere forståelse.

3. Standardvilkår kræver præcision

Især værnetingsklausuler, ansvarsbegrænsninger og opsigelsesbestemmelser bør formuleres, så de ikke efterlader rum for tvivl. En uklar formulering kan – afhængigt af konteksten – enten blive fortolket imod dig eller ud fra et bredere formål, som du ikke havde forudset.

Hvis din virksomhed anvender standardvilkår på tværs af markeder, brancher eller kontraktstyper, bør I jævnligt få dem gennemgået.

Små sproglige nuancer – som forskellen mellem “against” og “between the parties” – kan få betydelige processuelle og økonomiske konsekvenser.

Ønsker du en gennemgang af jeres standardvilkår eller sparring om fortolkning i en konkret tvist, bistår vi gerne med en strategisk og kommercielt funderet vurdering.

Udgivet den

Når standardvilkår møder uklarheder: Koncipist- og minimumsreglen i praksis

Standardvilkår som salgs- og leveringsbetingelser er et vigtigt redskab i mange B2B-forhold. De kan regulere alt fra reklamationsfrister til lovvalg og ansvarsbegrænsninger. Men hvis vilkårene ikke er klare nok, risikerer den part, der har udarbejdet dem, at de bliver fortolket mod sig selv.

Det viser en afgørelse fra Højesteret (UfR 1999.255 H), hvor uklarheder i en udenlandsk producents standardvilkår førte til, at sagen blev afgjort efter dansk ret – ikke efter producentens egne vilkår.

Sagen kort fortalt

En tysk producent solgte et parti stålrør til en dansk mellemhandler. Mellemhandleren videresolgte stålrørene til en dansk kommune. Det viste sig senere, at rørene havde en defekt, som førte til, at mellemhandleren blev pålagt produktansvar over for kommunen.

Mellemhandleren forsøgte herefter at gøre regres gældende mod den tyske producent. Producenten afviste ansvaret med henvisning til sine salgs- og leveringsbetingelser, der indeholdt:

  • en lovvalgsklausul, som pegede på tysk ret, og
  • reklamationsbestemmelser, som producenten mente, at mellemhandleren ikke havde overholdt.

Betingelserne var først blevet fremsendt sammen med ordrebekræftelsen. Højesteret lagde dog til grund, at de udgjorde en del af aftalen, bl.a. fordi køberen ikke havde bestridt dette.

Højesterets vurdering

Højesteret fandt, at hverken lovvalgsklausulen eller reklamationsbestemmelserne med tilstrækkelig klarhed omfattede spørgsmålet om mellemhandlerens regreskrav mod producenten.

Det betød:

  • at sagen ikke skulle afgøres efter tysk ret, men efter dansk ret, og
  • at producenten ikke kunne afvise kravet med henvisning til, at mellemhandleren ikke havde overholdt de tyske reklamationsregler.

Relevans for koncipist- og minimumsreglen

Selvom dommen ikke direkte nævner koncipistreglen eller minimumsreglen, bygger Højesterets resultat i praksis på de samme fortolkningsprincipper:

  • Koncipistreglen: Producenten havde udarbejdet standardvilkårene. Fordi vilkårene ikke klart regulerede regresspørgsmålet, blev uklarheden fortolket mod producenten.
  • Minimumsreglen: Lovvalgsklausulen og reklamationsbestemmelserne blev fortolket snævert – altså kun i det omfang, det klart fremgik, at de dækkede regreskrav. Da dette ikke var tilfældet, kunne producenten ikke udstrække deres rækkevidde til at dække regresforholdet.

Praktiske pointer til virksomheder

Denne afgørelse er en klassiker i kontraktsretten og illustrerer flere vigtige forhold:

  • Sørg for, at lovvalgsklausuler og reklamationsbestemmelser klart angiver, hvilke krav de omfatter – herunder om de også gælder eventuelle regreskrav.
  • Uklarheder i egne standardvilkår kan få store konsekvenser – særligt hvis de anvendes i internationale handler.
  • Jo mere vidtgående en bestemmelse er (fx begrænsning af reklamationsadgang eller valg af fremmed ret), jo klarere skal den være formuleret.
  • I tvivlstilfælde vil danske domstole ofte falde tilbage på koncipistreglen og minimumsreglen, hvilket kan medføre, at vilkårene fortolkes snævert eller til fordel for modparten.

Afsluttende bemærkninger

Koncipist- og minimumsreglen er ikke kun relevant i forbrugerforhold, men også i kommercielle B2B-relationer. Sagen om stålrørene viser, at uklare standardvilkår kan få betydelige konsekvenser – selv for professionelle parter.

Virksomheder bør derfor løbende gennemgå deres salgs- og leveringsbetingelser og sikre, at de er utvetydige, dækkende og tilpasset den retsstilling, man faktisk ønsker.

Udgivet den

Indberetning til inkassobureauer

Det er ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår anføres, at manglende betaling af fordringen vil eller kan medføre indberetning til RKI eller lignende kreditoplysningsbureauer. Hvorvidt der må ske en indberetning til et kreditoplysningsbureau, er imidlertid uafhængig af, om muligheden herfor er angivet i de almindelige vilkår.

Offentlige myndighederes indberetninger

For offentlige myndigheders indberetning til kreditoplysningsbureauer bestemmer Databeskyttelsesloven kap. 4, at der kan ske indberetning, såfremt det følger af lov, eller såfremt den samlede forfaldne gæld overstiger kr. 7.500. Sker der indberetning, fordi den forfaldne gæld udgør mere end kr. 7.500, er det endvidere et krav, at gælden kan inddrives ved udpantning og der er fremsendt to rykkere til skyldneren, at der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet, at kravet er fastslået ved endelig dom eller at der er erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.

Private virksomheders indberetninger

Databekyttelsesloven indeholder ingen tilsvarende bestemmelse om, i hvilket omfang private virksomheder må foretage indberetning af skyldnere til kreditoplysningsbureauer. Derimod følger det af Databeskyttelseslovens § 21, stk. 3, at kreditoplysningsbureauet kun må videregive oplysninger om skyldforhold, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i Dataskyttelseslovens kapitel 4, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor enten har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Hvorvidt en virksomhed kan indberette til kreditoplysningsbureauet vil derfor primært afhænge af aftalen mellem virksomheden og kreditoplysningsbureauet.

En bestemmelse i de almindelige vilkår om, at der ved manglende betaling sker indberetning til et kreditoplysningsbureau, giver således ikke kreditor en udvidet adgang til at kunne foretage indberetning til et kreditorregister. Bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditorregistre er derfor strengt taget overflødig, men kan dog retfærdiggøres ud fra en pædagogisk betragtning om, at debitor allerede ved aftalens indgåelse gøres bekendt med konsekvenserne af en manglende betaling. Koncipisten skal i denne forbindelse selvsagt sikre sig, at virksomheden ved aftale har erhvervet ret til at benytte kreditoplysningsbureauet navn og varemærke; i modsat fald vil der foreligge en krænkelse af kreditoplysningsbureauets navne- og varemærkerettigheder og derved en overtrædelse af Varemærkeloven samt Markedsføringsloven.

God inkassoskik

Efter Inkassolovens § 9 skal inkassovirksomhed udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe. Det følger af Forbrugerklagenævnets praksis, at en trussel om, at manglende betaling resulterer i anmeldelse til et kreditoplysningsbureau, udgør urimelig pression i strid med inkassolovens § 9, såfremt forbrugeren har fremsat indsigelser mod kravet. Der henvises til Forbrugerklagenævnets afgørelse 2001-4055/7-1593. Se tillige Advokatnævnets kendelse af 6. oktober 2005, hvor der fandtes at have været handlet i strid med god advokatskik ved – uden at have undersøgt om skyldneren havde indsigelser – i inkassoskrivelse at oplyse om, at advokaten via sin autorisation som RKI-autoriseret advokat havde mulighed for at foranledige skyldneren registreret som dårlig betaler hos RKI Kreditinformation A/S i henhold til gældende betingelser.

Bestemmelse i de almindelige vilkår om, at manglende betaling vil medføre indberetning til RKI eller tilsvarende kreditoplysningsbureau kan dog ikke i sig selv anses for værende i strid med Inkassolovens § 9 eller Markedsføringslovens § 3.

Derimod vil en bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kunne anses for værende i strid med førnævnte bestemmelser, såfremt bestemmelsen er vildledende, utilbørlig eller usaglig. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det anføres, at der sker indberetning, uanset om skyldneren har rejst indsigelser mod kravet.

Se i denne forbindelse betænkning nr. 1321 (1996) om inkassovirksomhed, hvor anføres, at en trussel om registrering i kreditoplysningsbureau skal være saglig og korrekt. Kan et forhold efter de gældende regler herom ikke danne grundlag for en sådan registrering, vil trussel om indberetning være i strid med god inkassoskik, jf. betænkningens s. 86.

Bestemmelse i almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kan eksempelvis formuleres på følgende vis: ”[NN] har indgået aftale med [kreditoplysningsbureauet] om indberetning af forfalden gæld. Ved kundens manglende betaling forbeholder [NN] sig ret til at indrettet kunden til [kreditoplysningsbureauet] efter gældende regler herom.”

Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.

Udgivet den

Det gode sæt standardvilkår

Korrekte og ikke-forældende lovhenvisninger

Det gode sær vilkår bør have korrekte og ikke forældede lovhenvisninger. Der ses således eksempler på vilkår, hvor det anføres, at hjemlen for den 14 dages fortrydelsesret er Købeloven og ikke Forbrugeraftaleloven. Flere vilkår indeholder også forældede lovhenvisninger.

Korrekt lovvalg

De gode vilkår skal anvende den stats lovgivning, der enten følger af baggrundsretten eller af en gyldig lovvalgsaftale. Der ses således eksempel på hjemmesider rettet mod danske brugere, herunder forbrugere, hvor der henvises til bestemmelser i udenlandsk lovgivning. Dette er problematisk i forbrugerforhold, hvor der gælder store begrænsninger i hvilken lands lovgivning, der kan aftales.

Korrekt sondring mellem B2B og B2C

De gode vilkår skal anvendes på de aftaletyper, som vilkårene er konciperet for. Vilkår bestemt til forbrugeraftalen skal således ikke anvendes ved salg til erhvervsdrivende.

Sondring mellem fjernsalg og ikke-fjernsalg

Tilsvarende skal vilkår konciperet til brug for fjernsalgsaftaler, dvs. primært internetkøb, ikke anvendes til andre aftaler end fjernsalgsaftaler. Se til illustration afgørelsen FKN 2005-650/7-660 [referet i Forbrugerjura 2005, afsnit 5.9.4], hvor en forbruger fra en computer i sælgers forretning havde bestilt en kontorstol via sælgerens hjemmeside. Da bestillingen var afgivet i sælgerens forretning forelå der ikke et fjernsalg i forbrugeraftalelovens forstand, men eftersom det af sælgerens forretningsbetingelser fremgik, at der var 14 dages fortrydelsesret, fandt nævnet, at dette også var tilfældet for den indgåede aftale, selvom den ikke var indgået ved fjernsalg. Nævnets flertal fandt endvidere, at da sælgeren anvendte de samme forretningsbetingelser over for fjernsalgskunder som over for andre kunder, skulle betingelserne vedrørende kundens fortrydelsesret fortolkes i lyset af forbrugeraftalelovens ufravigelige regler, også selvom der i den konkrete tvist ikke var tale om et fjernsalg.

Lovpligtige oplysninger må ikke “gemmes”

Vidtgående bestemmelser eller lovpligtige oplysninger må ikke være “gemt” i standardvilkårene. Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-4031/7-964 (Forbrugerjura 2005 pkt. 5.3.12), hvor oplysning om fortrydelsesretten efter Forbrugeraftalelove var indeholdt i den erhvervsdrivendes tætskrevne standardvilkår på s. 4 som pkt. 19 med almindelig tekst uden nogen form for fremhævelse, hvorfor oplysningerne let ville kunne overses. På denne baggrund fandt klagenævnet, at sælgers standardvilkår ikke fyldestgørende oplyste om forbrugerens fortrydelsesret.

Udgivet den

Fuldbyrdelse af norske domme og retsforlig i Danmark

Danmark og Norge har tætte økonomiske relationer og derfor vil der uundgåeligt også jævnligt være retssager mellem danske og norske virksomheder.

Hvad gælder så, hvis man (som norsk virksomhed) står med en norsk dom over en dansk virksomhed, som man ønsker fuldbyrdet i Danmark, fordi det er i Danmark, at den danske virksomhed har sine aktiver?

Det kan du få svaret på i dette blogindlæg. Og indrømmet, det er noget langhåret.

Norge og Danmark har tiltrådt den såkaldte Luganokonvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Et helt grundlæggende princip efter Luganokonventionen er, at retsafgørelser og retsforlig truffet i en konventionsstat (eksempelvis Norge), som kan fuldbyrdes i den pågældende stat, også kan fuldbyrdes i en anden konventionsstat (eksempelvis Danmark). Dette følger af Luganokonventionens art. 38, 57 og 58.

Med andre ord anerkender konventionstaternes hinandens retsafgørelser, og det kræver i sagens natur en høj grad af retssikkerhed i de pågældende konventionsstater. Derfor er “medlemsskabet” af Luganokonvention også en lukket klub, hvor kun indbudte medlemmer kan deltage, nemlig alle EU-staterne og Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

Hvordan fungerer det så i praksis?

Jo, man skal have fogedretten i Danmark til at afsige en såkaldt kendelse om eksigibilitet (= fuldbyrdelse) af den norske dom eller retsforlig. Dette følger dels af Luganokonventionens art. 38 og derudover af § 8 a og 8 g i lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område.

For at kunne afsige en sådan eksigibilitetskendelse skal fogedretten efter Luganokonventionens art. 53 modtage den dom eller det retsforlig, der ønskes fuldbyrdet i en form, der “opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.”

Derudover skal fogedretten modtage en udfyldt og underskrevet blanket (en såkaldt V-attest) fra den norske domstol, som har afsagt dommen eller for hvilken retsforliget er indgået. I denne blanket bekræfter den norske domstol, at den pågældende dom eller det pågældende retsforlig er eksigibelt i Norge.

Herefter kan fogedretten afsige eksigibilitetskendelsen. Denne kendelse skal forkyndes for den part, som fuldbyrdelsen skal ske overfor (altså den danske skyldner), medmindre dommen eller forliget allerede i forvejen må anses for forkyndt for den pågældende (Luganokonventionen art. 42).

Den pågældende eksigibilitetskendlese kan kæres til Landsretten med en kærefrist på een måned (Luganokonventionen art. 43), men kærefristen (eller en kære) har ikke opsættende virkning. Man kan altså umiddelbart efter afsigelsen af eksigibilitetskendelsen foretage udlæg for sit krav (§ 8 c, stk. 2) overfor den danske skyldner.

Fogedretten kan bestemme, at dommen eller retsforliget skal oversættes ved translatør (art. 55, stk. 2). Oversættelse vil ikke være aktuelt ved norske domme eller retsforlig fordi de to sprog ligger så tæt op af hinanden.

Kontakt advokat Michael Thiesen, hvis du ønsker hjælp med fuldbyrdelsen af udenlandske domme og forlig i Danmark.

Udgivet den

Advokat Michael Thiesen vinder principiel sag om bortfald af tiltrædelsesoverenskomst

Advokat Michael Thiesen har netop i Arbejdsretten vundet en principiel sag for en arbejdsgiver om, hvorvidt en tiltrædelsesoverenskomst automatisk bortfalder, hvis den enkeltmandsvirksomhed, der har indgået overenskomsten, ophører, men på et senere tidspunkt igen starter med at drive virksomhed under samme CVR nr.

Arbejdsretten har i sagen afgjort, at tiltrædelsesoverenskomsten ophørte ved indstillingen af virksomheden og at tiltrædelsesoverenskomsten ikke blev “vakt til live” igen ved genoptagelsen af virksomheden.

I sagen var der tale om, at min klient (arbejdsgiveren) helt tilbage i 1999 underskrev en tiltrædelsesoverenskomst, hvorefter han forpligtede sig til at overholde den til enhver tid gældende overenskomst for malerfaget. Min klient indstillede efterfølgende driften i sin enkeltmandsvirksomhed i en periode på 4 – 5 år. Efter i en årrække at have indstillet sin virksomhed genoptog min klient i 2009 igen sin enkeltmandsvirksomhed med samme CVR nr.

Og på et langt senere tidspunkt (i 2020) ansatte min klient en maler, som så gjorde gældende at være ansat på overenskomstens vilkår, fordi det jo var tale om den samme virksomhed, der i 1999 havde tiltrådt overenskomsten og som i 2020 havde ansat maleren.

Arbejdsretten anfører i afgørelsen, at “det arbejdsretlige udgangspunkt er, at en overenskomst med en virksomhed ophører, såfremt virksomheden nedlægges. Dette udgangspunkt er i praksis modificeret i tilfælde, hvor nedlæggelsen af virksomheden ikke har været reel, f.eks. hvis virksomheden for at omgå overenskomsten videreføres i et andet regi, som i realiteten er identisk med den (påstået) nedlagte virksomhed.”

Da der i sagen var tale om en reel nedlæggelse af enkeltmandsvirksomheden i en årrække, konkluderede Arbejdsretten, at min klient ikke længere var bundet af overenskomsten og at min klient derfor ikke havde haft en pligt til at betale den løn, der fremgik af overenskomsten.

Efter CVR-loven gælder for enkeltmandsvirksomheder, at man ikke får et nyt CVR nr., når man genoptager sin virksomhed efter at den har været indstillet i kortere eller længere tid. CVR-nummeret følger så at sige indehaveren af enkeltmandsvirksomheden indtil pågældendes død.

Arbejdsretten anførte hertil, at det forhold, at virksomheden som følge af reglerne i CVR-loven blev drevet under det samme CVR-nr. som den tidligere personligt drevne virksomhed ikke i sig selv er et argument for, at man som arbejdsgiver fortsat skulle være bundet af overenskomsten.

Med afgørelsen kan vi derfor konkludere, at har en enkeltmandsvirksomhed tiltrådt en overenskomst bliver virksomheden frigjort for overenskomsten, såfremt enkeltmandsvirksomheden reelt indstilles i en periode. Overenskomsten vækkes altså ikke til live igen, når der sker en genoptagelse af enkeltmandsvirksomheden. Det er her vigtigt at understrege, at der skal være tale om et reelt ophør af virksomheden. I modsat fald er der tale om omgåelse og i så fald binder bordet, og det er jo fair nok.

Med denne afgørelse fra Arbejdsretten slipper arbejdsgiveren således for at skulle indlede en frigørelseskonflikt som kan være en ganske omstændig, dyr og besværlig proces for en mindre enkeltmandsvirksomhed.

Læs mere om ansættelses- og arbejdsret her på min hjemmeside. Human resources