Leasing

Begreb

Ved leasing overlader ejeren af en genstand (leasinggiver) brugsretten til genstanden til en anden (leasingtager). Der findes ingen lovmæssig definition af leasing, men i modsætning til traditionel leje adskiller leasing sig særligt ved, at brugsretten vedrører en fast og uopsigelig periode, og at leasingydelsen oftest er sammensat således, at den svarer til genstandens købesum og finansieringsomkostninger.

Leasing anvendes især ved anskaffelsen af større og kostbare løsøregenstande, der har en vis levetid. I forbrugerforhold har især leasing af køretøjer fået en vis udbredelse, mens der i erhvervsforhold foretages leasing af en bred vifte af aktiver.

Finansiel og operationel leasing

Afhængig af formålet med leasingaftalen sondres mellem finansiel og operationel leasing.

Finansiel leasing er karakteriseret ved, at brugeren indgår leasingaftalen med det primære formål at finansiere anskaffelsen af genstanden. Leasingtager har brug for en maskine og i stedet for at låne til anskaffelsen, leases maskinen.

I Almindelige Betingelser for finansille leasingaftaler (ABL 95) defineres finansiel leasing således:

“Ved finansiel leasing forstås en transaktion, ved hvilken
a. en part (leasinggiveren) indgår eller overtager en aftale (leasingaftalen) med en anden part (leasingtageren), der giver denne ret til at benytte den leasede genstand leasinggenstanden) mod betaling af en løbende ydelse (leasingydelsen);
b. leasinggiver erhverver leasinggenstanden ifølge aftale (købsaftalen), med en tredje part (leverandøren), som er bekendt med, at der er eller vil blive indgået en leasingaftale, eller selv har indgået denne;
c. leasinggiver hverken vælger, specificerer eller tilforhandler sig leasinggenstanden;
d. leasingtageren har haft mulighed for at godkende sådanne vilkår i købsaftalen, som er af betydning for hans retsstilling; og
e. de ydelser, som leasingtageren skal betale eller hæfter for, er således beregnede, at de dækker amortisation af hele eller den væsentligste del af anskaffelsessummen for de leasede genstande.”

Operationel leasing er karakteriseret ved, at leasingtager indgår leasingaftalen med det primære formål at opfylde nogle driftsmæssige behov. Det finansieringsmæssige behov er således sekundært. Det kan eksempelvis være en virksomhed, der leaser bilparken og i denne forbindelse overlader det til leverandøren/leasinggiver at stå for al vedligeholdelse, service, syn mv. af bilparken, således at leasingtager ikke skal bruge ressourcer herpå.

Direkte og indirekte leasing

Især ved finansiel leasing vil det endvidere være relevant at sondre mellem, om der er tale om direkte eller indirekte leasing. Ved direkte leasing køber leasinggiver aktivet af en leverandør på leasingtagers anvisning for herefter at lease aktivet til leasingtager. Ved indirekte leasing indgås leasingaftalen mellem leasingtageren og leverandøren, idet leverandøren staks efter leasingaftales indgåelse sælger aktivet og videreoverdrager rettighederne under leasingaftalen til et leasingselskab, som herefter viderefører leasingaftalen med leasingtageren.

Sales and lease back

Sales and lease back omfatter den situation, at aktivet sælges til leasinggiver, der herefter leaser det ud til den samme person, som solgte aktivet. Transaktionen tjener primært finansierings- og skattemæssige formål. I forhold til en traditionel finansiel leasing har leasingtager ved sales and lease back dog et indgående kendskab til det aktiv, der sælges og efterfølgende leases, hvilket bør afspejles i aftalerne, således at leasingtager bl.a. i salgsaftalen indestår for, at det solgte ikke er behæftet med mangler mv.

Lovgivning og aftalestandarder

Leasing er ikke reguleret i nogen lov. Medmindre der er tale om leasing af fast ejendom, finder lejeloven og erhvervslejeloven ikke anvendelse. For så vidt angår erhvervsleasing findes der ingen modelkontrakter indenfor leasing, men særligt ved finansiel leasing har der dog udviklet sig en vis ensartethed ved leasingaftalens koncipering. For så vidt angår leasing af biler til private har FDM’s i samarbejde med interesseorganisationen Finans og Leasing udarbejdet et sæt standardvilkår. Endvidere har Finans og Leasing udarbejdet en standardvilkår for finansiel leasing til erhvervsdrivende; Almindelige Betingelser for finansielle leasingaftaler – ABL 95.

Ejendomsret hos leasinggiver – brugsret hos leasingtager

Ejendomsretten til det leasede ligger hos leasinggiver, og leasinggiver er således sikret ved leasingtagers konkurs mv. Tilsvarende er leasinggiver sikret mod leasingtagers uretsmæssige salg eller anden overdragelse til tredjemand. Så længe leasingtager opfylder leasingaftalen har denne den fulde brugsret til det leasede.

Identifikation af det leasede

Med henblik på at sikre leasinggivers mulighed for at tilbagetage det leasede ved misligholdelse eller ved aftalens udløb, er det vigtigt så præcist som muligt at specificere de leasede produkter, eksempelvis gennem serienr. eller lign. Ellers risikerer leasinggiver ikke at kunne gennemføre sit tilbagetagelseskrav.

Tilbagetagelse af det leasede

Ved konkurs vil leasinggiver iht. konkurslovens § 82 være berettiget til at kræve det leasede udleveret til leasinggiver, medmindre konkursboet et indtrådt i leasingaftalen (konkurslovens kapitel 7). I øvrigt vil leasinggiver kun med leasingtagers accept kunne tilbagetage det leasede. Foreligger der ingen accept, skal det leasede tilbagetages med fogedrettens assistance, idet der ellers vil foreligge ulovlig selvtægt.

Kreditsalg maskeret som leasingaftale

Normalt indeholder leasingaftalen ikke en ret for leasingtager til at blive ejer af det leasede efter leasingperiodes udløb. Det ses dog, at leasingtager ved leasingperiodens udløb skal kunne overtage det leasede. I så fald skal koncipisten af leasingaftalen udvise særdeles stor forsigtighed.

En aftale, der betegnes som leasingaftale, skal i juridisk henseende behandles som et kreditsalg, hvis det hele tiden har været hensigten, at leasingtager skulle blive ejer af det leasede (KAL § 4, stk. 1, nr. 16). Har leasingtager således ret til at købe det leasede for eksempelvis 1 kr. efter leasingperiodens udløb eller til den nedskrevne værdi, selvom den reelle værdi er større, vil leasingaftalen herefter have status som en kreditsalgsaftale.

Dette har den afgørende betydning, at ejendomsretten til det leasede er gået over til leasingtager. Går leasingtager eksempelvis konkurs, vil det leasede således indgå i konkursboet (jf. UfR 2002.182V).

En klausul i leasingaftalen, hvor det anføres, at leasingtager efter leasingperiodens udløb kan købe det leasede til en pris, som beviseligt kan opnås ved salg af til tredjemand, vil derimod ikke kunne medføre tilsidesættelse efter KAL § 4, stk. 1, nr. 16.

Vedligeholdelse

Ved finansiel leasing vil vedligeholdelsespligten stort set altid påhvile leasingtager. Ved operationel leasing er det derimod ikke unormalt, at leasinggiver påtager sig vedligeholdelsespligten, idet et at formålene med operationel leasing netop er at outsource vedligeholdelsen.

Leasingaftalen skal specificere, hvem der har vedligeholdelsespligten, omfanget af vedligeholdelsespligten samt konsekvenserne ved manglende vedligeholdelse.

Forsikring og undergang

Typisk bestemmer leasingaftalen, at leasingtager holder det leasede forsikret. Herved sikres leasingtageres ejendomsret bedst muligt, da leasingtager i så fald alene har kontrol over forsikringen.

Sker der skader på det leasede, eller går dette til grunde, er det juridiske udgangspunkt formentligt, at leasinggiver bærer risikoen herfor. Aftalepraksis er dog anderledes, idet de fleste leasingaftaler bestemmer, at leasingtager bærer risikoen for skader og undergang.

Ophør og option på forlængelse

Leasingaftalen indgås for en fast grundperiode, hvor ingen af parterne har mulighed for at opsige kontrakten. I konkurstilfælde vil et konkursbo dog kunne konkursregulere en langvarig uopsigelighedsperiode (konkurslovens § 61). Efter grundperiodens udløb vil det leasede skulle tilbageleveres til leasinggiver, medmindre leasingtager har en option på forlængelse.

For så vidt angår leasing til forbrugere skal koncipisten være opmærksom på Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan en forbrugeraftale vedrørende leasing af mere værdifulde genstande (typisk biler) maksimalt gøres uopsigelig i 12 måneder. Længere uopsigelig vil være i strid med bestemmelsen og derved ugyldig.

Misligholdelse – opgørelse af krav

Leasingaftalen bør specificere hvilke forhold, der udløser misligholdelsesbeføjelser. Hvis leasingforholdet ophæves på grund af leasingtagers misligholdelse, kan opgørelsen af leasinggivers erstatningskrav være yderst kompliceret. Der aftales ofte en tilbagediskontering til nutidsværdi, således at leasingtager skal erstatte allerede forfaldne ydelser samt fremtidige leasingydelser tilbagediskonteret til nutidsværdien. Der er tale om et ganske kompliceret regnestykke.

Mangler og forsinkelser – transport i krav overfor leverandøren

Ved finansiel leasing er leasinggiver en finansiel virksomhed, der ikke har sagkundskab i relation til det aktiv, der leases. Det bestemmes derfor oftest i den finansielle leasingaftale, at leasingtager alene bærer risikoen for leverandørens misligholdelse (forsinkelse og for mangler). Leasingtager vil i så fald skulle betale leasingydelsen, selvom det leasede er mere eller mindre ubrugeligt.

For at muliggøre at leasingtager direkte overfor leverandøren kan rejse krav i anledning af mangler eller forsinkelse, transporterer leasinggiver til leasingtager rettighederne (bortset fra ejendomsretten) i henhold til købsaftalen.

Standardsvilkår i leasingaftaler

Fraværet af detailregulering indenfor leasing samt det faktum, at leasing vedrører et større antal ensartede ydelser har medført, at der ved leasing af løsøre i vidt omfang gøres brug af standardvilkår. Dette gælder såvel ved finansiel og operationel leasing som ved leasing til forbrugere og erhvervsdrivende. Den typiske leasingtransaktion med anvendelse af standardvilkår struktureres således, at der mellem parterne indgås en – forholdsvis – kortfattet individuel leasingaftale, hvori der henvises til de for leasingen gældende almindelige vilkår.

Den individuelle leasingaftale vil som oftest indeholde en angivelse af blandt andet følgende forhold, der specifikt vil være gældende for den konkrete leasingaftale:

  • identifikation af leasingtager og –giver,
  • identifikation og beskrivelse af det leasede løsøre,
  • angivelse af den konkrete leasingperiode,
  • angivelse af leasingydelsens størrelse, herunder om der skal erlægges en engangsbetaling ved leasingforholdet opstart,
  • angivelse af eventuelle gebyrer, stiftelsesomkostninger mv.,
  • angivelse af, hvorvidt der skal betales yderligere variable udgifter, og i givet fald størrelse heraf (eksempelvis klikpris ved leasing af kopimaskine eller tillæg for overkørte kilometre ved leasing af køretøj),
  • forsikring af det leasede, herunder om der skal ske forsikring, og givet fald hvem, der har forsikringspligten,
  • eventuelle service- og vedligeholdelsesaftaler, der måtte blive indgået i tilknytning til leasingaftalen.

Den individuelle leasingaftale vil blive suppleret af de almindelige vilkår, der gælder for leasingen. I denne forbindelse bør koncipisten sikre sig, at der er i den individuelle leasingaftale er en klar henvisning til de almindelige vilkår, herunder sikre sig, at leasingtager skriver under på, at denne har modtaget de almindelige vilkår.

Byrdefulde vilkår bør ideelt set så vidt muligt være indeholdt i den individuelle aftale frem for i de almindelige vilkår. Alternativt bør der i den individuelle aftale være en klar og utvetydig angivelse af, at standardvilkårene indeholder bestemmelser med byrdefuldt indhold, ligesom disse bestemmelser bør fremhæves i vilkårene.

En leasingaftale med byrdefulde vilkår i de almindelige betingelser eller den individuelle aftale vil som andre transaktioner være undergivet de almindelige fortolkningsprincipper, herunder minimums- og koncipistreglen, samt den almindelige adgang til hel eller delvis tilsidesættes og aftaleregulering efter AFTL § 36 og – ved leasing til forbrugere – AFTL § 38C.

Se til eksempel Forbrugerklagenævnets afgørelse af 31. december 1999 (sagsnummer 1998-4051/7-663), hvor der var tale om en forbrugers leasing af en telefax og kopimaskine med vilkår om at leasingkontrakten var uopsigelig i hele kontraktperioden på 7 år. Den pågældende bestemmelse om uopsigelighed blev af Forbrugerklagenævnet med henvisning til AFTL § 38 C sammenholdt med § 36 tilsidesat som værende urimeligt og i strid med redelig handlemåde. Aftaler om uopsigelighed i forbrugerleasingaftaler vil nu blive tilsidesat efter den beskyttelsespræceptive bestemmelse i FAL § 28, hvorefter der for leasing af løsøre med årlig ydelse på over kr. 20.000 maksimalt kan fastsættes en uopsigelighed på 11 måneder og for aftaler om leasing af løsøre med årlig ydelse på under kr. 20.000 maksimalt kan aftales uopsigelighed på 5 måneder.

Endvidere henvises til UfR 1986.496H, hvor en erhvervsdrivende af en bilforhandler havde leaset 10 køretøjer ved 10 separate leasingkontrakter. Alle kontrakter var indgået på standardformularer udfærdiget af det finansieringsselskab, hvortil leasingkontrakterne efterfølgende blev overdraget. Kontrakterne indeholdt følgende klausul om forbud mod modregning: ”Udlejer er berettiget til at overdrage sine rettigheder efter nærværende kontrakt til samt retten til samtlige betalinger…. Når lejer modtager underretning om sådan overdragelse, er han forpligtet til at betale til den berettigede uden fradrag eller modkrav hidrørende fra nærværende kontrakt…” Leasingtager (lejer) havde til leasinggiver (udlejer) betalt et depositum på ca. kr. 77.000 svarende til tre måneders leje. Efter leasinggivers overdragelse af kontrakterne til finansieringsselskabet gik leasinggiver konkurs, og leasingtager gjorde overfor erhververen modkrav gældende i lejen for det til leasinggiver indbetalte depositum. Højesteret fandt i lighed med Sø- og Handelsrettens flertal, at leasingtager efter at retten til samtlige betalinger var overdraget til finansieringsselskabet med rette kunne gå ud fra, at det deponerede beløb nu var stillet til finansieringsselskabets rådighed, og at beløbet under forudsætning af, leasingtagers kontraktmæssige forpligtelser blev opfyldt ved kontraktens ophør ville blive godskrevet leasingtager.  Leasingtager var derfor berettiget til at modregne overfor finansieringsselskabet. Afgørelsen baserer sig således på en (indskrænkende) fortolkning af den pågældende klausul og ikke ugyldighed.

Ofte forekommende byrdefulde i leasingaftalers standardvilkår er blandt andet bestemmelser om uopsigelighed, købepligt for leasingtager efter leasingperiodens udløb, ingen eller begrænset adgang for leasingtager til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor leasinggiver i tilfælde af forsinkelse eller mangler ved det leasede, samt leasingtagers risiko for hændelig undergang af det leasede.

Ved finansiel leasing til erhvervsdrivende vil de typiske standardvilkår indeholde bestemmelser om, at leasingtager er afskåret fra at rejse krav overfor leasinggiver i anledning af forsinkelse eller mangler ved det leasede, samt at leasingtager derudover ikke er berettiget til at undlade at betale leasingydelsen i anledning af mangler eller forsinkelse. Bestemmelserne er begrundet i, at leasinggiver er en finansiel virksomhed med ingen eller kun begrænset indsigt i det leasede. Leasinggiver skal således udelukkende bidrage med finansiering og har intet ønsker om at blive involveret i tvister om, hvorvidt der er leveret kontraktmæssigt. Leasingtager skal derfor som hovedregel alene kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor leverandøren af den leasede genstand. Denne adgang for leasingtager til at rejse krav overfor leverandøren etableres ved, at leasinggiver i leasingaftalen giver leasingtager transport i leasinggivers rettigheder og beføjelser overfor leverandøren. Da leasinggiver ansvarsfraskrivelse overfor leasingtager kombineret med en transport i leasinggivers rettigheder overfor leverandøren er en så indarbejdet bestanddel af den finansielle leasingaftales koncept vil der næppe kunne stilles krav om, at der i den individuelle aftale er en udtrykkelig henvisning til bestemmelser herom i de almindelige vilkår. Tilsvarende vil det ikke for gyldigheden af en sådan bestemmelse i leasingaftalens standardvilkår kunne stilles krav om, at der er foretaget en fremhævning af vilkåret, jf. UfR 1974.415Ø.

 Tvisten i UfR 1974.415Ø vedrørte en finansiel leasingaftalens standardvilkår, hvori der var indeholdt en bestemmelse om, at leasingtager var afskåret fra at gøre mangelsindsigelser gældende mod leasinggiver. Der var i den individuelle aftale henvist til de almindelige vilkår, der var optrykt på bagsiden af den individuelle aftale, men der var ikke i den individuelle aftale gjort opmærksom på det pågældende vilkår, ligesom vilkåret ikke var særskilt fremhævet i de almindelige leasingvilkår. Landsretten fandt under henvisning til leasingaftalens standardvilkår, at leasingtager var afskåret fra at gøre mangelsindsigelser gældende over for leasinggiver, og frifandt således leasinggiver for det af leasingtager rejste krav om ophævelse af kontrakten. Retten lagde særlig vægt på følgende fire forhold: For det første at leasingtager formentlig allerede ved underskrivelse af leasingkontrakten var bekendt med vilkåret, hvis indhold var klart og utvetydigt, uden at leasingtager af denne årsag have rejst indsigelser. For det andet, at ansvarsfraskrivelsen fandtes begrundet i den finansielle leasingaftales karakter, hvorefter leasinggiver ikke beser de leasede genstande, som leasingtager selv udvælger og senere har kontrollen over. For det tredje, at ansvarsfraskrivelser af den pågældende art er sædvanlige i leasingkontrakter, og endelig for det fjerde, at leasingtager havde modtaget transport i leasinggivers køberetlige beføjelser overfor leverandøren.

I det omfang ansvarsfraskrivelsen i den finansielle leasingaftales standardvilkår ikke suppleres med en transport i leasinggivers beføjelser overfor leverandøren, vil kravene til ansvarsfraskrivelsens udtrykkelighed og klarhed blive skærpet, da en sådan fraskrivelse uden samtidig transport vil være usædvanlig i en finansiel leasingaftale. Tilsvarende vil gælde for ansvarsfraskrivelser i operationelle leasingaftalers standardvilkår, da den operationelle leasing i modsætning til den finansielle leasing karakteriseres ved, at leasinggiver råder over den fornødne sagkundskab vedrørende den leasede genstand, hvorfor en fuldstændig ansvarsfraskrivelse ikke kan begrundes ud fra objektive og saglige forhold ved transaktionen, jf. UfR 1974.557S.

I UfR 1974.557S fandtes en operationel leasinggiver afskåret fra at påberåbe sig en ansvarsfraskrivelsesklausul i en leasingaftales standardvilkår. Klausulens var indeholdt i vilkårenes afsnit om »Service« med følgende formulering: ”A/S’ ansvar i forbindelse med evt. tekniske eller systemmæssige fejl begrænser sig til afhjælpning af disse, medens evt. omkostninger som følge heraf ikke kan belastes A/S. – – – Med hensyn til strømtilførsel, lokaleforhold m. v. henvises til A/S’ installationsforskrifter for ovennævnte anlæg.” Henset til at det trods flere afhjælpningsforsøg ikke var lykkedes leasinggiver at afhjælpe mangler ved det leasede fandt retten, at ansvarsfraskrivelsesklausulen efter sit indhold ikke kunne fritage leasinggiver for et erstatningsansvar. Rettens indskrænkende fortolkning af klausulen ses således begrundet i minimums- og koncipistreglen.

Om mangler ved leasede genstande henvises endvidere til UfR 1984.1032Ø, hvor leasingtager med henvisning til svigtede forudsætninger fandtes berettiget til at ophæve en leasingaftale.