Korrekte og ikke-forældende lovhenvisninger
Det gode sær vilkår bør have korrekte og ikke forældede lovhenvisninger. Der ses således eksempler på vilkår, hvor det anføres, at hjemlen for den 14 dages fortrydelsesret er Købeloven og ikke Forbrugeraftaleloven. Flere vilkår indeholder også forældede lovhenvisninger.
Korrekt lovvalg
De gode vilkår skal anvende den stats lovgivning, der enten følger af baggrundsretten eller af en gyldig lovvalgsaftale. Der ses således eksempel på hjemmesider rettet mod danske brugere, herunder forbrugere, hvor der henvises til bestemmelser i udenlandsk lovgivning. Dette er problematisk i forbrugerforhold, hvor der gælder store begrænsninger i hvilken lands lovgivning, der kan aftales.
Korrekt sondring mellem B2B og B2C
De gode vilkår skal anvendes på de aftaletyper, som vilkårene er konciperet for. Vilkår bestemt til forbrugeraftalen skal således ikke anvendes ved salg til erhvervsdrivende.
Sondring mellem fjernsalg og ikke-fjernsalg
Tilsvarende skal vilkår konciperet til brug for fjernsalgsaftaler, dvs. primært internetkøb, ikke anvendes til andre aftaler end fjernsalgsaftaler. Se til illustration afgørelsen FKN 2005-650/7-660 [referet i Forbrugerjura 2005, afsnit 5.9.4], hvor en forbruger fra en computer i sælgers forretning havde bestilt en kontorstol via sælgerens hjemmeside. Da bestillingen var afgivet i sælgerens forretning forelå der ikke et fjernsalg i forbrugeraftalelovens forstand, men eftersom det af sælgerens forretningsbetingelser fremgik, at der var 14 dages fortrydelsesret, fandt nævnet, at dette også var tilfældet for den indgåede aftale, selvom den ikke var indgået ved fjernsalg. Nævnets flertal fandt endvidere, at da sælgeren anvendte de samme forretningsbetingelser over for fjernsalgskunder som over for andre kunder, skulle betingelserne vedrørende kundens fortrydelsesret fortolkes i lyset af forbrugeraftalelovens ufravigelige regler, også selvom der i den konkrete tvist ikke var tale om et fjernsalg.
Lovpligtige oplysninger må ikke “gemmes”
Vidtgående bestemmelser eller lovpligtige oplysninger må ikke være “gemt” i standardvilkårene. Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-4031/7-964 (Forbrugerjura 2005 pkt. 5.3.12), hvor oplysning om fortrydelsesretten efter Forbrugeraftalelove var indeholdt i den erhvervsdrivendes tætskrevne standardvilkår på s. 4 som pkt. 19 med almindelig tekst uden nogen form for fremhævelse, hvorfor oplysningerne let ville kunne overses. På denne baggrund fandt klagenævnet, at sælgers standardvilkår ikke fyldestgørende oplyste om forbrugerens fortrydelsesret.