Udgivet den

Når standardvilkår møder uklarheder: Koncipist- og minimumsreglen i praksis

Standardvilkår som salgs- og leveringsbetingelser er et vigtigt redskab i mange B2B-forhold. De kan regulere alt fra reklamationsfrister til lovvalg og ansvarsbegrænsninger. Men hvis vilkårene ikke er klare nok, risikerer den part, der har udarbejdet dem, at de bliver fortolket mod sig selv.

Det viser en afgørelse fra Højesteret (UfR 1999.255 H), hvor uklarheder i en udenlandsk producents standardvilkår førte til, at sagen blev afgjort efter dansk ret – ikke efter producentens egne vilkår.

Sagen kort fortalt

En tysk producent solgte et parti stålrør til en dansk mellemhandler. Mellemhandleren videresolgte stålrørene til en dansk kommune. Det viste sig senere, at rørene havde en defekt, som førte til, at mellemhandleren blev pålagt produktansvar over for kommunen.

Mellemhandleren forsøgte herefter at gøre regres gældende mod den tyske producent. Producenten afviste ansvaret med henvisning til sine salgs- og leveringsbetingelser, der indeholdt:

  • en lovvalgsklausul, som pegede på tysk ret, og
  • reklamationsbestemmelser, som producenten mente, at mellemhandleren ikke havde overholdt.

Betingelserne var først blevet fremsendt sammen med ordrebekræftelsen. Højesteret lagde dog til grund, at de udgjorde en del af aftalen, bl.a. fordi køberen ikke havde bestridt dette.

Højesterets vurdering

Højesteret fandt, at hverken lovvalgsklausulen eller reklamationsbestemmelserne med tilstrækkelig klarhed omfattede spørgsmålet om mellemhandlerens regreskrav mod producenten.

Det betød:

  • at sagen ikke skulle afgøres efter tysk ret, men efter dansk ret, og
  • at producenten ikke kunne afvise kravet med henvisning til, at mellemhandleren ikke havde overholdt de tyske reklamationsregler.

Relevans for koncipist- og minimumsreglen

Selvom dommen ikke direkte nævner koncipistreglen eller minimumsreglen, bygger Højesterets resultat i praksis på de samme fortolkningsprincipper:

  • Koncipistreglen: Producenten havde udarbejdet standardvilkårene. Fordi vilkårene ikke klart regulerede regresspørgsmålet, blev uklarheden fortolket mod producenten.
  • Minimumsreglen: Lovvalgsklausulen og reklamationsbestemmelserne blev fortolket snævert – altså kun i det omfang, det klart fremgik, at de dækkede regreskrav. Da dette ikke var tilfældet, kunne producenten ikke udstrække deres rækkevidde til at dække regresforholdet.

Praktiske pointer til virksomheder

Denne afgørelse er en klassiker i kontraktsretten og illustrerer flere vigtige forhold:

  • Sørg for, at lovvalgsklausuler og reklamationsbestemmelser klart angiver, hvilke krav de omfatter – herunder om de også gælder eventuelle regreskrav.
  • Uklarheder i egne standardvilkår kan få store konsekvenser – særligt hvis de anvendes i internationale handler.
  • Jo mere vidtgående en bestemmelse er (fx begrænsning af reklamationsadgang eller valg af fremmed ret), jo klarere skal den være formuleret.
  • I tvivlstilfælde vil danske domstole ofte falde tilbage på koncipistreglen og minimumsreglen, hvilket kan medføre, at vilkårene fortolkes snævert eller til fordel for modparten.

Afsluttende bemærkninger

Koncipist- og minimumsreglen er ikke kun relevant i forbrugerforhold, men også i kommercielle B2B-relationer. Sagen om stålrørene viser, at uklare standardvilkår kan få betydelige konsekvenser – selv for professionelle parter.

Virksomheder bør derfor løbende gennemgå deres salgs- og leveringsbetingelser og sikre, at de er utvetydige, dækkende og tilpasset den retsstilling, man faktisk ønsker.

Udgivet den

Indberetning til inkassobureauer

Det er ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår anføres, at manglende betaling af fordringen vil eller kan medføre indberetning til RKI eller lignende kreditoplysningsbureauer. Hvorvidt der må ske en indberetning til et kreditoplysningsbureau, er imidlertid uafhængig af, om muligheden herfor er angivet i de almindelige vilkår.

Offentlige myndighederes indberetninger

For offentlige myndigheders indberetning til kreditoplysningsbureauer bestemmer Databeskyttelsesloven kap. 4, at der kan ske indberetning, såfremt det følger af lov, eller såfremt den samlede forfaldne gæld overstiger kr. 7.500. Sker der indberetning, fordi den forfaldne gæld udgør mere end kr. 7.500, er det endvidere et krav, at gælden kan inddrives ved udpantning og der er fremsendt to rykkere til skyldneren, at der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet, at kravet er fastslået ved endelig dom eller at der er erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.

Private virksomheders indberetninger

Databekyttelsesloven indeholder ingen tilsvarende bestemmelse om, i hvilket omfang private virksomheder må foretage indberetning af skyldnere til kreditoplysningsbureauer. Derimod følger det af Databeskyttelseslovens § 21, stk. 3, at kreditoplysningsbureauet kun må videregive oplysninger om skyldforhold, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i Dataskyttelseslovens kapitel 4, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor enten har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Hvorvidt en virksomhed kan indberette til kreditoplysningsbureauet vil derfor primært afhænge af aftalen mellem virksomheden og kreditoplysningsbureauet.

En bestemmelse i de almindelige vilkår om, at der ved manglende betaling sker indberetning til et kreditoplysningsbureau, giver således ikke kreditor en udvidet adgang til at kunne foretage indberetning til et kreditorregister. Bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditorregistre er derfor strengt taget overflødig, men kan dog retfærdiggøres ud fra en pædagogisk betragtning om, at debitor allerede ved aftalens indgåelse gøres bekendt med konsekvenserne af en manglende betaling. Koncipisten skal i denne forbindelse selvsagt sikre sig, at virksomheden ved aftale har erhvervet ret til at benytte kreditoplysningsbureauet navn og varemærke; i modsat fald vil der foreligge en krænkelse af kreditoplysningsbureauets navne- og varemærkerettigheder og derved en overtrædelse af Varemærkeloven samt Markedsføringsloven.

God inkassoskik

Efter Inkassolovens § 9 skal inkassovirksomhed udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe. Det følger af Forbrugerklagenævnets praksis, at en trussel om, at manglende betaling resulterer i anmeldelse til et kreditoplysningsbureau, udgør urimelig pression i strid med inkassolovens § 9, såfremt forbrugeren har fremsat indsigelser mod kravet. Der henvises til Forbrugerklagenævnets afgørelse 2001-4055/7-1593. Se tillige Advokatnævnets kendelse af 6. oktober 2005, hvor der fandtes at have været handlet i strid med god advokatskik ved – uden at have undersøgt om skyldneren havde indsigelser – i inkassoskrivelse at oplyse om, at advokaten via sin autorisation som RKI-autoriseret advokat havde mulighed for at foranledige skyldneren registreret som dårlig betaler hos RKI Kreditinformation A/S i henhold til gældende betingelser.

Bestemmelse i de almindelige vilkår om, at manglende betaling vil medføre indberetning til RKI eller tilsvarende kreditoplysningsbureau kan dog ikke i sig selv anses for værende i strid med Inkassolovens § 9 eller Markedsføringslovens § 3.

Derimod vil en bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kunne anses for værende i strid med førnævnte bestemmelser, såfremt bestemmelsen er vildledende, utilbørlig eller usaglig. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det anføres, at der sker indberetning, uanset om skyldneren har rejst indsigelser mod kravet.

Se i denne forbindelse betænkning nr. 1321 (1996) om inkassovirksomhed, hvor anføres, at en trussel om registrering i kreditoplysningsbureau skal være saglig og korrekt. Kan et forhold efter de gældende regler herom ikke danne grundlag for en sådan registrering, vil trussel om indberetning være i strid med god inkassoskik, jf. betænkningens s. 86.

Bestemmelse i almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kan eksempelvis formuleres på følgende vis: ”[NN] har indgået aftale med [kreditoplysningsbureauet] om indberetning af forfalden gæld. Ved kundens manglende betaling forbeholder [NN] sig ret til at indrettet kunden til [kreditoplysningsbureauet] efter gældende regler herom.”

Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.

Udgivet den

Det gode sæt standardvilkår

Korrekte og ikke-forældende lovhenvisninger

Det gode sær vilkår bør have korrekte og ikke forældede lovhenvisninger. Der ses således eksempler på vilkår, hvor det anføres, at hjemlen for den 14 dages fortrydelsesret er Købeloven og ikke Forbrugeraftaleloven. Flere vilkår indeholder også forældede lovhenvisninger.

Korrekt lovvalg

De gode vilkår skal anvende den stats lovgivning, der enten følger af baggrundsretten eller af en gyldig lovvalgsaftale. Der ses således eksempel på hjemmesider rettet mod danske brugere, herunder forbrugere, hvor der henvises til bestemmelser i udenlandsk lovgivning. Dette er problematisk i forbrugerforhold, hvor der gælder store begrænsninger i hvilken lands lovgivning, der kan aftales.

Korrekt sondring mellem B2B og B2C

De gode vilkår skal anvendes på de aftaletyper, som vilkårene er konciperet for. Vilkår bestemt til forbrugeraftalen skal således ikke anvendes ved salg til erhvervsdrivende.

Sondring mellem fjernsalg og ikke-fjernsalg

Tilsvarende skal vilkår konciperet til brug for fjernsalgsaftaler, dvs. primært internetkøb, ikke anvendes til andre aftaler end fjernsalgsaftaler. Se til illustration afgørelsen FKN 2005-650/7-660 [referet i Forbrugerjura 2005, afsnit 5.9.4], hvor en forbruger fra en computer i sælgers forretning havde bestilt en kontorstol via sælgerens hjemmeside. Da bestillingen var afgivet i sælgerens forretning forelå der ikke et fjernsalg i forbrugeraftalelovens forstand, men eftersom det af sælgerens forretningsbetingelser fremgik, at der var 14 dages fortrydelsesret, fandt nævnet, at dette også var tilfældet for den indgåede aftale, selvom den ikke var indgået ved fjernsalg. Nævnets flertal fandt endvidere, at da sælgeren anvendte de samme forretningsbetingelser over for fjernsalgskunder som over for andre kunder, skulle betingelserne vedrørende kundens fortrydelsesret fortolkes i lyset af forbrugeraftalelovens ufravigelige regler, også selvom der i den konkrete tvist ikke var tale om et fjernsalg.

Lovpligtige oplysninger må ikke “gemmes”

Vidtgående bestemmelser eller lovpligtige oplysninger må ikke være “gemt” i standardvilkårene. Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-4031/7-964 (Forbrugerjura 2005 pkt. 5.3.12), hvor oplysning om fortrydelsesretten efter Forbrugeraftalelove var indeholdt i den erhvervsdrivendes tætskrevne standardvilkår på s. 4 som pkt. 19 med almindelig tekst uden nogen form for fremhævelse, hvorfor oplysningerne let ville kunne overses. På denne baggrund fandt klagenævnet, at sælgers standardvilkår ikke fyldestgørende oplyste om forbrugerens fortrydelsesret.

Udgivet den

The battle of forms

Hvad går “the battle of forms” ud på?

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Højesteretsdom refereret i UfR 1990.295H er et eksempel på battle of forms ved parternes angivelse af modstridende leveringsklausuler i tilbud henholdsvis accept. En tysk sælger afgav overfor dansk køber tilbud på levering af et vareparti. Tilbuddet indeholdt blandt andet angivelsen af leveringsklausulen ”cif Fredericia”. Køber accepterede tilbuddet, dog således at der i acceptskrivelsen blev angivet leveringsklausulen ”free delivered Fredericia”. Da køberen ikke i forbindelse med anvendelsen af klausulen »free delivered« i sin ordre udtrykkeligt tilkendegav, at »cif«-klausulen i sælgers tilbud ønskedes ændret, og da køber tillige ikke havde reklameret over for sælgers efterfølgende gentagne anvendelse af »cif«-klausulen i sine fakturaer fandt højesteret, at »cif«-klausulen var aftalt mellem parterne.

Dommen er kommenteret af Torben Svenne Schmidt i UfR 1990 B 273 samt Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 48.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår? Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne landsretsafgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.