The battle of forms

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår. Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne afgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.

Cut off klausuler i finansielle leasingaftaler

I finansielle leasingaftaler i erhvervsforhold (B2B) ses ofte en såkaldt cut off klausul. En cut off klasul går i al sin enkelthed ud på, at leasinggiveren fraskriver sig ethvert ansvar for forsinkelse og mangler ved det leasede. Leasingtager skal altså med andre ord blive ved med at betale leasingsydelsen, selvom det leasede aktiv er uanvendeligt.

Man kan spørge, om en så vidtgående ansvarsfraskrivelse er gyldig eller om den kan tilsidesættes efter især Aftalelovens § 36 om urimelige aftaler og vilkår. Det har domstolene taget stilling til og svaret er, at cuf off klausuler i finansielle leasingaftaler ikke i sig selv er ugyldige. Det skyldes at “betalingen” til leasingtager for at skulle acceptere en cut off klausul er, at leasingtageren af leasinggiveren får overdraget samtlige beføjelser og rettigheder, som leasinggiveren har overfor sælgeren af aktivet. Leasingtageren står altså ikke fuldstændig strippet tilbage, men har rent faktisk mulighed for at sagsøge sælgeren for mangler og forsinkelse. Derfor anerkende domstolene at der gyldigt kan aftales en cut off klausul i en B2B-leasingaftale.

Landsretten har således helt tilbage i 1974 afgjort af en cut off klausul i leasingaftale om, at leasingtager var afskåret fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod leasinggiver, var bindende – UfR 1974.451Ø.

Resultatet kunne ganske givet være anderledes, hvis der ikke samtidig med cuf off klausulen skete en overdragelse til leasingtageren af beføjelser og rettigheder overfor sælgeren af aktivet. I så fald ville der være en betydelig ubalance i aftalen, fordi der da ville være en fuld ansvarsfraskrivelse uden nogen “betaling” den anden vej. Her vil man nok godt kunne få medhør for et synspunkt om, at klausulen er ugyldig efter Aftalelovens § 36.

Sælgers begrænsede afhjælpningsret efter Købeloven

Mange tror fejlagtigt, at man som sælger i et handelskøb har ret til at afhjælpe en mangel ved den solgte genstand. Det er forkert. Udgangspunktet er nemlig helt modsat. Nemlig at man som sælger ikke har ret til at udbedre manglen. Køber kan derfor med andre ord ophæve købet, når der er tale om væsentlige mangler samt kræve sit tab erstattet. Eller køber kan lade en anden foretage afhjælpningen og kræve udgiften afholdt af sælger.

Dette følger af Købelovens § 49, stk. 1 som siger:

“Tilbyder sælgeren at afhjælpe en mangel eller at foretage omlevering, må køberen dermed lade sig nøje, hvis det kan ske inden udløbet af den tid, da han er pligtig at afvente levering (jf. § 21), og det åbenbart ikke kan medføre omkostning eller ulempe for ham.”

Bestemmelsen er lidt kryptisk formuleret. For når man umiddelbart læser Købelovens § 49, stk. 1 kan man fejlagtigt få det indtryk, at man som sælger altid har en afhjælpningsret. Dette er ikke tilfældet. Man har kun ret til at afhjælpe, hvis afhjælpningen kan ske inden den aftalte leveringstidspunkt. Med andre ord; der gælder kun en afhjælpningsret for sælger, hvis sælgeren har leveret før aftalte tidspunkt.

Lad os tage et eksempel: Sælger og køber har aftalt levering 1. august 2020. Sælger leverer allerede den 10. juli 2020, og køber konstaterer en mangel ved det solgte. I dette tilfælde har sælger en ret til at afhjælpe, hvis det kan ske senest 1. august 2020. Har sælger derimod – som aftalt – leveret 1. august 2020 har sælger ikke nogen ret til at afhjælpe. Det fremgår modsætningsvis af Købelovens § 49, stk. 1.

Er du sælger i handelskøb bør du derfor overveje i dine aftaler og standardvilkår at indskrive en bestemmelse, som giver dig en udvidet afhjælpsningsret i forhold til den meget begrænsede afhjælpningsret, der følger af § 49, stk. 1.

En sådan udvidet afhjælpningsret kan eksempelvis på en fair og rimelig måde formuleres således:

”Såfremt der konstateres mangler ved det solgte i forhold til de kontraktlige forpligtelser, har Sælger efter eget valg ret til (i) at foretage omlevering eller (ii) at afhjælpe disse mangler ved at foretage justering, reparation eller hel eller delvis udskiftning. I så fald skal Køber være uberettiget til at ophæve købet.

Sælgers er således også berettiget til at foretage omlevering eller afhjælpning efter det aftalte leveringstidspunkt og uanset at sådan omlevering eller afhjælpning kan medføre omkostninger og/eller ulempe for køber, jf. Købelovens § 49.

Har Sælger ikke senest XX dage [indsæt antal dage] efter reklamationens fremkomst foretaget omlevering eller afhjælpning, skal Køber dog være berettiget til at ophæve købet.”

Vær opmærksom på at formuleringsforslaget ikke forholder sig til købers adgang til at kræve erstatning af sine tab. Her bør du også overveje at indsætte en ansvarsbegrænsning.

Medarbejder bortvist efter at have slettet alle mails

Vestre Landsret har i dom afsagt i 2020 taget stilling til, om det er berettiget at bortvise en medarbejder for at have slettet alle sine arbejdsmails. Et flertal fandt at bortvisning var i orden.

Der var tale om en medarbejder, der var ansat som konsulent. Medarbejderen blevet opsagt med det varsel, som han havde krav på efter Funktionærloven, og kort tid efter opsigelsen sygemeldte medarbejderen sig.

Arbejdsgiveren kunne herefter konstatere, at medarbejderen inden sygemeldingen havde slettet alle sine arbejdsmails og møder i Outlook. Medarbejderen havde også medtaget alle kunders visitkort. På denne baggrund blev medarbejderen bortvist, fordi der efter virksomhedens opfattelse var tale om et grov og væsentlig misligholdelse fra medarbejderen side.

I personalehåndbogen stod, at alt på virksomhedens IT tilhørte firmaet og ikke var af privat karakter.

Byretten mente (overraskende nok), at der ikke var tale om nogen grov misligholdelse, der berettigedet til en bortvisning.

Sagen blev anket og flertallet af Vestre Landsrets dommere var dog af en anden opfattelse; de slettede mails og møder var af betydning for virksomheden og sletningen var derfor en grov og illoyal adfærd fra den ansattes side, der berettigede til en bortvisning.

UFR 2020.3060 V

Internationale Købelov (CISG) – afvigelser i forhold til den danske Købelov

I mange tilfælde vil den Internationale Købelov (CISG) finde anvendelse, selv om der er aftalt dansk ret. Dette skyldes, at den Internationale Købelov er en del af dansk ret. Det kan du læse meget mere om her.

På nogle væsentlige punkter adskiller CISG sig fra, hvad vi kender fra den danske Købelov. Nedenfor er nogle af de væsentlige forskelle nævnt:

Efter CISG sondres der ikke mellem om der er tale om et genus eller species køb.

Køber er efter CISG art. 60 forpligtet til at modtage varen.

I alle tilfælde af ophævelse efter CISG skal der gives meddelelse til den anden part (art. 46, stk. 39.

Mangler

Hovedregel efter CISG er, at køberen kan kræve, at sælger afhjælper (det vil sige udbedrer) en mangel (CISG art. 46, stk. 3). Der gælder med andre ord en afhjælpningspligt for sælgeren. Efter dansk købelov kan køber ikke kræve afhjælpning.

Undtagelse til afhjælpningspligten efter CISG: Det er urimeligt at kræve afhjælpning (eksempelvis fordi omkostninger forbundet med afhjælpning er uproportionale).

Efter CISG er sælgeren også berettiget til at afhjælpe mangler. Sælger har altså også en afhjælpningret, også efter leveringstidspunktet (art. 48). Anderledes er det efter Købelovens § 49, hvor sælger ikke har nogen afhjælpningsret efter levering er sket.

Erstatningsansvar

Efter CISG er enhver misligholdelse af aftalen erstatningspådragende (art. 79 modsætningsvis). Det sondres altså ikke mellem genus- og specieskøb, som der gøres efter den danske købelov. Der er derfor ikke noget betinget objektivt ansvar i genuskøb som er tilfældet efter Købelovens § 24.

Undtagelse: Der er ikke noget erstatningsansvar efter CISG, hvis misligholdelse ligger uden for partens kontrol, og hindringen ikke kunne være taget i betragtning ved aftalens indgåelse (art. 79).

Sælger erstatningsansvar efter CISG omfatter efter art. 74 også skade på købers ting. Efter dansk købelov reguleres dette spørgsmål efter Produktansvarsloven. Det vil sige i tilfælde hvor CISG finder anvendelse, kan såvel art. 74 som Produktansvarsloven påberåbes til erstatning af skade på købers ting.

Ophævelse efter overgivelse

I modsætning til Købelovens § 28, stk. 2 kan der fra sælgers side ske ophævelse af købet, selv om salgsgenstanden er overgivet til køberen (art. 4). Bestemmelsen vedrører imidlertid kun forholdet mellem parterne – ikke forholdet til tredjemænd.

Ejendomsforbehold i standardvilkår

Et ejendomsforbehold giver sælgeren ret til at tage det solgte tilbage, hvis køber ikke betaler for varen. Ejendomsforbeholdet bruges altså med andre ord, når man sælger på kredit og vil sikre sig mod manglende betaling. Har man ikke taget et gyldigt ejendomsforhold, følger det af Købelovens § 28, at sælger ikke kan tage det solgte tilbage ved købers manglende betaling af købesummen.

Ejendomsforbeholdet udstyrer derfor sælgeren med nogle vidtgående rettigheder og beføjelser, og derfor stilles der også store krav til, hvornår et ejendomsforholdet kan anses for at være en del af aftalen mellem sælger og køber. Som du kan se af dommene nedenfor vil det ikke altid være tilstrækkeligt at have et ejendomsforhold i ens standardvilkår. Er det ikke klart og udtrykkeligt fremhævet, at der er taget et ejendomsforhold, risikerer sælgeren således at ejendomsforbeholdet tilsidesættes og sælger kan lide tab.

Almindelige betingelser for et ejendomsforbeholds gyldighed

Ejendomsforbeholdet skal være aftalt senest ved overgivelsen af det købte (Kreditaftalelovens § 34, stk. 1 nr. 1). Og “aftalt” betyder “aftalt”. Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at der ved fremsendelsen af ordrebekræftelsen henvises til nogle standardvilkår med et ejendomsforbehold. Skal man være helt sikker på at ejendomsforbeholdet holder i retten, skal der i tilbuddet udtrykkeligt være henvist til det.

Det samlede beløb, der skal betales, skal overstige kr. 2.000 (Kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 2) – man kan altså ikke tage ejendomsforbehold i småting.

Kreditkøber skal ikke være sket i henhold til aftale om kredit med variabelt lånebeløb (Kreditaftaleloven § 34, stk. 1, nr. 3). Det betyder med andre ord, at der ikke ved kassekreditter eller kontokort kan gøres brug af ejendomsforbehold.

Sælgeren skal i forbrugerkøber ved overgivelsen af det købte være fyldestgjort for minimum 20 % af kontantprisen (Kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4).

Udvalgt domspraksis om aftale af ejendomsforbehold

UfR 1977.29 H: Det fremgik af det trykte købekontrakt, at købet, hvor andet ikke fremgik, var undergivet reglerne i European Contract for Coffee. I disse standardvilkår fandtes en bestemmelse om ejendomsforbehold. Denne henvisning uden nærmere fremhævelse fandtes ikke at kunne etablere et gyldigt ejendomsforbehold.

UfR 1978.373 V: Køber og sælger havde underskrevet en købekontrakt på forsiden, som angav købesummen og øvrige individuelle vilkår for købet, men som ikke indeholdt nogen henvisning til bagsiden, hvor sælgers almindelige betingelser, herunder ejendomsforbehold, var angivet, og hvor der tillige var en underskriftsplads for parterne. Ejendomsforbeholdet ansås ikke for vedtaget.

UfR 1983.311H: Ejendomsforbehold i nogle leveringsbetingelser, hvortil sælger i forbindelse med handler med køber havde henvist til gennem 10 år. Det fandtes, at sælger ikke kunne have overset vilkåret om ejendomsforbehold i sælgerens altid medsendte leveringsbetingelser. Ejendomsforbeholdet ansås for vedtaget.

UfR 1990.485 V: Sælgers ordrebekræftelser til køber, der indeholdt ejendomsforbehold, blev ikke som foreskrevet underskrevet af køberen og tilbagesendt til sælgeren. Der fandtes hverken ved indgåelsen af købet eller i kraft af ordrebekræftelserne at være taget ejendomsforbehold.

UfR 2000.1618V: I sælgers ordrebekræftelse var anført, at sælger tog ejendomsforbehold i det solgte. Ordrebekræftelsen var sendt til køber ca. 1 måned før levering. Da sælger efter kredittidens udløb løbende havde rykket sælger for betaling, fandtes ejendomsforbeholdet gyldigt.