Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.

Udgivet den

The battle of forms

Hvad går “the battle of forms” ud på?

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Højesteretsdom refereret i UfR 1990.295H er et eksempel på battle of forms ved parternes angivelse af modstridende leveringsklausuler i tilbud henholdsvis accept. En tysk sælger afgav overfor dansk køber tilbud på levering af et vareparti. Tilbuddet indeholdt blandt andet angivelsen af leveringsklausulen ”cif Fredericia”. Køber accepterede tilbuddet, dog således at der i acceptskrivelsen blev angivet leveringsklausulen ”free delivered Fredericia”. Da køberen ikke i forbindelse med anvendelsen af klausulen »free delivered« i sin ordre udtrykkeligt tilkendegav, at »cif«-klausulen i sælgers tilbud ønskedes ændret, og da køber tillige ikke havde reklameret over for sælgers efterfølgende gentagne anvendelse af »cif«-klausulen i sine fakturaer fandt højesteret, at »cif«-klausulen var aftalt mellem parterne.

Dommen er kommenteret af Torben Svenne Schmidt i UfR 1990 B 273 samt Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 48.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår? Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne landsretsafgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.