Danske virksomheder handler ofte med virksomheder i Sverige og Norge. Sproget, forretningskulturen og de juridiske traditioner ligger tæt på hinanden, og derfor får spørgsmålet om lovvalg ikke altid den nødvendige opmærksomhed.
Men selv om samarbejdspartneren befinder sig på den anden side af Øresund eller Skagerrak, er det væsentligt at aftale, hvilket lands lovgivning der skal regulere samarbejdet. Nordisk handel er grænseoverskridende handel, og dansk ret gælder ikke automatisk, blot fordi den ene part er dansk.
Lovvalg og værneting er to forskellige spørgsmål
Lovvalg handler om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på aftalen. Værneting handler om, hvor en eventuel retssag skal føres.
De to spørgsmål skal vurderes hver for sig. En dansk domstol kan således skulle afgøre en tvist efter svensk eller norsk ret. Omvendt kan en udenlandsk domstol skulle anvende dansk ret.
En aftale om, at tvister skal afgøres ved danske domstole, bør derfor suppleres med en udtrykkelig bestemmelse om lovvalget.
Parterne kan som udgangspunkt selv vælge loven
Ved internationale varekøb mellem virksomheder kan køber og sælger som udgangspunkt aftale, hvilket lands retsregler der skal gælde.
Efter løsørekøblovvalgslovens § 3 skal lovvalget være udtrykkeligt eller fremgå utvetydigt af aftalen.
En dansk virksomhed kan eksempelvis aftale med sin svenske leverandør, at købsaftalen skal være underlagt dansk ret. Det gælder, selv om leverandøren uden en sådan aftale normalt ville kunne støtte ret på, at svensk ret skulle anvendes.
Lovvalgsklausulen skal være en del af parternes aftale. Det er derfor væsentligt at få den med i kontrakten eller i de salgs- og leveringsbetingelser, som parterne gyldigt har vedtaget.
Hvis der ikke er aftalt lovvalg: normalt sælgerens lands lov
Når spørgsmålet bedømmes efter danske lovvalgsregler, følger det af løsørekøblovvalgslovens § 4, at et internationalt varekøb som hovedregel er underlagt loven i sælgerens land. For virksomheder er det relevante forretningssted centralt.
Sælger en dansk virksomhed varer til en svensk kunde, vil udgangspunktet derfor være dansk ret. Køber den danske virksomhed derimod varer hos en svensk leverandør, vil udgangspunktet være svensk ret.
Der gælder dog en væsentlig undtagelse: Modtager sælgeren eller dennes repræsentant bestillingen i køberens land, kan loven i køberens land skulle anvendes. En svensk sælgers modtagelse af en bestilling under et kundebesøg i Danmark kan således føre til dansk ret.
Det er derfor for upræcist blot at sige, at sælgerens lands lov altid gælder. Omstændighederne omkring bestillingen kan få afgørende betydning.
Den særlige nordiske regel: CISG gælder ikke automatisk
Ved international varehandel skal man også være opmærksom på CISG, den internationale købelov, som indeholder fælles regler om blandt andet aftaleindgåelse, levering, mangler og misligholdelse.
Her gælder en særlig nordisk undtagelse.
Efter international købelovs § 2 finder loven ikke anvendelse, når både sælger og køber har deres forretningssteder i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Undtagelsen hænger sammen med de nordiske erklæringer efter CISG artikel 94.
Et almindeligt varekøb mellem en dansk og en svensk virksomhed reguleres derfor som udgangspunkt af national køberet i det land, som lovvalget peger på, f.eks. den danske eller svenske købelov.
Det afgørende er parternes relevante forretningssteder. Varens oprindelse er ikke i sig selv afgørende: En vare bliver ikke omfattet af CISG alene ved at være fremstillet uden for Norden, hvis købsaftalen indgås mellem virksomheder med relevante forretningssteder i Danmark og Sverige.
Tre praktiske eksempler
Dansk sælger og svensk køber
En dansk producent sælger varer til en svensk virksomhed. Parterne har ikke aftalt lovvalg, og bestillingen modtages hos producenten i Danmark. Efter danske lovvalgsregler er udgangspunktet dansk ret. Den danske købelov vil derfor som udgangspunkt regulere købet, mens CISG er undtaget på grund af den nordiske særregel.
Norsk sælger og dansk køber
En dansk virksomhed bestiller varer hos en norsk leverandør, som modtager bestillingen i Norge. Uden en lovvalgsaftale er udgangspunktet efter danske lovvalgsregler norsk ret. Den danske køber kan derfor ikke uden videre basere sine krav på den danske købelov.
Svensk sælger og aftale om dansk ret
En dansk virksomhed køber varer fra en svensk leverandør. Parterne aftaler udtrykkeligt dansk ret. Udgangspunktet bliver herefter den danske købelov, selv om sælgeren er svensk.
Eksemplerne forudsætter almindelige erhvervsmæssige varekøb og illustrerer samspillet mellem lovvalget og den nordiske undtagelse fra CISG.
Hvad med rådgivning og andre tjenesteydelser?
Løsørekøblovvalgsloven regulerer varekøb inden for lovens anvendelsesområde. Ved eksempelvis rådgivningsaftaler skal lovvalget vurderes efter andre regler.
I Danmark anvendes fortsat Romkonventionen om lovvalg for kontraktlige forpligtelser. Udgangspunktet er også her parternes aftale. Uden et aftalt lovvalg anvendes som hovedregel loven i det land, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til, med en formodning til fordel for landet, hvor den part, der leverer den karakteristiske ydelse, har sit relevante forretningssted.
Særlige lovvalgsregler går dog forud for konventionens almindelige regler.
Danmark er ikke omfattet af Rom I-forordningen, som anvendes i blandt andet Sverige og Finland. Ved en sag i udlandet skal vurderingen derfor tage udgangspunkt i de lovvalgsregler, som den pågældende domstol anvender, herunder eventuelle særlige konventionsregler for internationale varekøb.
En lovvalgsklausul skaber klarhed
Ved almindelige varekøb mellem virksomheder kan en klausul eksempelvis formuleres således:
Aftalen er underlagt dansk ret. FN-konventionen om internationale løsørekøb (CISG) finder ikke anvendelse.
Ved et rent internordisk køb følger undtagelsen fra CISG allerede af den særlige nordiske regel. Den udtrykkelige fravigelse kan imidlertid være relevant, hvis kontrakten eller virksomhedens standardbetingelser også anvendes over for kunder uden for Norden. Et valg af dansk ret udelukker nemlig ikke i sig selv CISG ved andre internationale varekøb.
Kontrakten bør samtidig indeholde en særskilt bestemmelse om værneting eller voldgift. Valget bør træffes med blik for både aftalens indhold, omkostningerne ved en eventuel tvist og muligheden for at håndhæve et krav.