Danmark og Norge har tætte økonomiske relationer og derfor vil der uundgåeligt også jævnligt være retssager mellem danske og norske virksomheder.
Hvad gælder så, hvis man (som norsk virksomhed) står med en norsk dom over en dansk virksomhed, som man ønsker fuldbyrdet i Danmark, fordi det er i Danmark, at den danske virksomhed har sine aktiver?
Det kan du få svaret på i dette blogindlæg. Og indrømmet, det er noget langhåret.
Norge og Danmark har tiltrådt den såkaldte Luganokonvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Et helt grundlæggende princip efter Luganokonventionen er, at retsafgørelser og retsforlig truffet i en konventionsstat (eksempelvis Norge), som kan fuldbyrdes i den pågældende stat, også kan fuldbyrdes i en anden konventionsstat (eksempelvis Danmark). Dette følger af Luganokonventionens art. 38, 57 og 58.
Med andre ord anerkender konventionstaternes hinandens retsafgørelser, og det kræver i sagens natur en høj grad af retssikkerhed i de pågældende konventionsstater. Derfor er “medlemsskabet” af Luganokonvention også en lukket klub, hvor kun indbudte medlemmer kan deltage, nemlig alle EU-staterne og Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.
Hvordan fungerer det så i praksis?
Jo, man skal have fogedretten i Danmark til at afsige en såkaldt kendelse om eksigibilitet (= fuldbyrdelse) af den norske dom eller retsforlig. Dette følger dels af Luganokonventionens art. 38 og derudover af § 8 a og 8 g i lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område.
For at kunne afsige en sådan eksigibilitetskendelse skal fogedretten efter Luganokonventionens art. 53 modtage den dom eller det retsforlig, der ønskes fuldbyrdet i en form, der “opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.”
Derudover skal fogedretten modtage en udfyldt og underskrevet blanket (en såkaldt V-attest) fra den norske domstol, som har afsagt dommen eller for hvilken retsforliget er indgået. I denne blanket bekræfter den norske domstol, at den pågældende dom eller det pågældende retsforlig er eksigibelt i Norge.
Herefter kan fogedretten afsige eksigibilitetskendelsen. Denne kendelse skal forkyndes for den part, som fuldbyrdelsen skal ske overfor (altså den danske skyldner), medmindre dommen eller forliget allerede i forvejen må anses for forkyndt for den pågældende (Luganokonventionen art. 42).
Den pågældende eksigibilitetskendlese kan kæres til Landsretten med en kærefrist på een måned (Luganokonventionen art. 43), men kærefristen (eller en kære) har ikke opsættende virkning. Man kan altså umiddelbart efter afsigelsen af eksigibilitetskendelsen foretage udlæg for sit krav (§ 8 c, stk. 2) overfor den danske skyldner.
Fogedretten kan bestemme, at dommen eller retsforliget skal oversættes ved translatør (art. 55, stk. 2). Oversættelse vil ikke være aktuelt ved norske domme eller retsforlig fordi de to sprog ligger så tæt op af hinanden.
Kontakt advokat Michael Thiesen, hvis du ønsker hjælp med fuldbyrdelsen af udenlandske domme og forlig i Danmark.