Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.

Udgivet den

Fuldbyrdelse af norske domme og retsforlig i Danmark

Danmark og Norge har tætte økonomiske relationer og derfor vil der uundgåeligt også jævnligt være retssager mellem danske og norske virksomheder.

Hvad gælder så, hvis man (som norsk virksomhed) står med en norsk dom over en dansk virksomhed, som man ønsker fuldbyrdet i Danmark, fordi det er i Danmark, at den danske virksomhed har sine aktiver?

Det kan du få svaret på i dette blogindlæg. Og indrømmet, det er noget langhåret.

Norge og Danmark har tiltrådt den såkaldte Luganokonvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Et helt grundlæggende princip efter Luganokonventionen er, at retsafgørelser og retsforlig truffet i en konventionsstat (eksempelvis Norge), som kan fuldbyrdes i den pågældende stat, også kan fuldbyrdes i en anden konventionsstat (eksempelvis Danmark). Dette følger af Luganokonventionens art. 38, 57 og 58.

Med andre ord anerkender konventionstaternes hinandens retsafgørelser, og det kræver i sagens natur en høj grad af retssikkerhed i de pågældende konventionsstater. Derfor er “medlemsskabet” af Luganokonvention også en lukket klub, hvor kun indbudte medlemmer kan deltage, nemlig alle EU-staterne og Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

Hvordan fungerer det så i praksis?

Jo, man skal have fogedretten i Danmark til at afsige en såkaldt kendelse om eksigibilitet (= fuldbyrdelse) af den norske dom eller retsforlig. Dette følger dels af Luganokonventionens art. 38 og derudover af § 8 a og 8 g i lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område.

For at kunne afsige en sådan eksigibilitetskendelse skal fogedretten efter Luganokonventionens art. 53 modtage den dom eller det retsforlig, der ønskes fuldbyrdet i en form, der “opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.”

Derudover skal fogedretten modtage en udfyldt og underskrevet blanket (en såkaldt V-attest) fra den norske domstol, som har afsagt dommen eller for hvilken retsforliget er indgået. I denne blanket bekræfter den norske domstol, at den pågældende dom eller det pågældende retsforlig er eksigibelt i Norge.

Herefter kan fogedretten afsige eksigibilitetskendelsen. Denne kendelse skal forkyndes for den part, som fuldbyrdelsen skal ske overfor (altså den danske skyldner), medmindre dommen eller forliget allerede i forvejen må anses for forkyndt for den pågældende (Luganokonventionen art. 42).

Den pågældende eksigibilitetskendlese kan kæres til Landsretten med en kærefrist på een måned (Luganokonventionen art. 43), men kærefristen (eller en kære) har ikke opsættende virkning. Man kan altså umiddelbart efter afsigelsen af eksigibilitetskendelsen foretage udlæg for sit krav (§ 8 c, stk. 2) overfor den danske skyldner.

Fogedretten kan bestemme, at dommen eller retsforliget skal oversættes ved translatør (art. 55, stk. 2). Oversættelse vil ikke være aktuelt ved norske domme eller retsforlig fordi de to sprog ligger så tæt op af hinanden.

Kontakt advokat Michael Thiesen, hvis du ønsker hjælp med fuldbyrdelsen af udenlandske domme og forlig i Danmark.

Udgivet den

The battle of forms

Hvad går “the battle of forms” ud på?

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Højesteretsdom refereret i UfR 1990.295H er et eksempel på battle of forms ved parternes angivelse af modstridende leveringsklausuler i tilbud henholdsvis accept. En tysk sælger afgav overfor dansk køber tilbud på levering af et vareparti. Tilbuddet indeholdt blandt andet angivelsen af leveringsklausulen ”cif Fredericia”. Køber accepterede tilbuddet, dog således at der i acceptskrivelsen blev angivet leveringsklausulen ”free delivered Fredericia”. Da køberen ikke i forbindelse med anvendelsen af klausulen »free delivered« i sin ordre udtrykkeligt tilkendegav, at »cif«-klausulen i sælgers tilbud ønskedes ændret, og da køber tillige ikke havde reklameret over for sælgers efterfølgende gentagne anvendelse af »cif«-klausulen i sine fakturaer fandt højesteret, at »cif«-klausulen var aftalt mellem parterne.

Dommen er kommenteret af Torben Svenne Schmidt i UfR 1990 B 273 samt Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 48.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår? Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne landsretsafgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.

Udgivet den

Internationale Købelov (CISG) – afvigelser i forhold til den danske Købelov

I mange tilfælde vil den Internationale Købelov (CISG) finde anvendelse, selv om der er aftalt dansk ret. Dette skyldes, at den Internationale Købelov er en del af dansk ret. Det kan du læse meget mere om her.

På nogle væsentlige punkter adskiller CISG sig fra, hvad vi kender fra den danske Købelov. Nedenfor er nogle af de væsentlige forskelle nævnt:

Efter CISG sondres der ikke mellem om der er tale om et genus eller species køb.

Køber er efter CISG art. 60 forpligtet til at modtage varen.

I alle tilfælde af ophævelse efter CISG skal der gives meddelelse til den anden part (art. 46, stk. 39.

Mangler

Hovedregel efter CISG er, at køberen kan kræve, at sælger afhjælper (det vil sige udbedrer) en mangel (CISG art. 46, stk. 3). Der gælder med andre ord en afhjælpningspligt for sælgeren. Efter dansk købelov kan køber ikke kræve afhjælpning.

Undtagelse til afhjælpningspligten efter CISG: Det er urimeligt at kræve afhjælpning (eksempelvis fordi omkostninger forbundet med afhjælpning er uproportionale).

Efter CISG er sælgeren også berettiget til at afhjælpe mangler. Sælger har altså også en afhjælpningret, også efter leveringstidspunktet (art. 48). Anderledes er det efter Købelovens § 49, hvor sælger ikke har nogen afhjælpningsret efter levering er sket.

Erstatningsansvar

Efter CISG er enhver misligholdelse af aftalen erstatningspådragende (art. 79 modsætningsvis). Det sondres altså ikke mellem genus- og specieskøb, som der gøres efter den danske købelov. Der er derfor ikke noget betinget objektivt ansvar i genuskøb som er tilfældet efter Købelovens § 24.

Undtagelse: Der er ikke noget erstatningsansvar efter CISG, hvis misligholdelse ligger uden for partens kontrol, og hindringen ikke kunne være taget i betragtning ved aftalens indgåelse (art. 79).

Sælger erstatningsansvar efter CISG omfatter efter art. 74 også skade på købers ting. Efter dansk købelov reguleres dette spørgsmål efter Produktansvarsloven. Det vil sige i tilfælde hvor CISG finder anvendelse, kan såvel art. 74 som Produktansvarsloven påberåbes til erstatning af skade på købers ting.

Ophævelse efter overgivelse

I modsætning til Købelovens § 28, stk. 2 kan der fra sælgers side ske ophævelse af købet, selv om salgsgenstanden er overgivet til køberen (art. 4). Bestemmelsen vedrører imidlertid kun forholdet mellem parterne – ikke forholdet til tredjemænd.