Udgivet den

Indberetning til inkassobureauer

Det er ikke usædvanligt, at der i de almindelige vilkår anføres, at manglende betaling af fordringen vil eller kan medføre indberetning til RKI eller lignende kreditoplysningsbureauer. Hvorvidt der må ske en indberetning til et kreditoplysningsbureau, er imidlertid uafhængig af, om muligheden herfor er angivet i de almindelige vilkår.

Offentlige myndighederes indberetninger

For offentlige myndigheders indberetning til kreditoplysningsbureauer bestemmer Databeskyttelsesloven kap. 4, at der kan ske indberetning, såfremt det følger af lov, eller såfremt den samlede forfaldne gæld overstiger kr. 7.500. Sker der indberetning, fordi den forfaldne gæld udgør mere end kr. 7.500, er det endvidere et krav, at gælden kan inddrives ved udpantning og der er fremsendt to rykkere til skyldneren, at der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet, at kravet er fastslået ved endelig dom eller at der er erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.

Private virksomheders indberetninger

Databekyttelsesloven indeholder ingen tilsvarende bestemmelse om, i hvilket omfang private virksomheder må foretage indberetning af skyldnere til kreditoplysningsbureauer. Derimod følger det af Databeskyttelseslovens § 21, stk. 3, at kreditoplysningsbureauet kun må videregive oplysninger om skyldforhold, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i Dataskyttelseslovens kapitel 4, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor enten har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Hvorvidt en virksomhed kan indberette til kreditoplysningsbureauet vil derfor primært afhænge af aftalen mellem virksomheden og kreditoplysningsbureauet.

En bestemmelse i de almindelige vilkår om, at der ved manglende betaling sker indberetning til et kreditoplysningsbureau, giver således ikke kreditor en udvidet adgang til at kunne foretage indberetning til et kreditorregister. Bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditorregistre er derfor strengt taget overflødig, men kan dog retfærdiggøres ud fra en pædagogisk betragtning om, at debitor allerede ved aftalens indgåelse gøres bekendt med konsekvenserne af en manglende betaling. Koncipisten skal i denne forbindelse selvsagt sikre sig, at virksomheden ved aftale har erhvervet ret til at benytte kreditoplysningsbureauet navn og varemærke; i modsat fald vil der foreligge en krænkelse af kreditoplysningsbureauets navne- og varemærkerettigheder og derved en overtrædelse af Varemærkeloven samt Markedsføringsloven.

God inkassoskik

Efter Inkassolovens § 9 skal inkassovirksomhed udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe. Det følger af Forbrugerklagenævnets praksis, at en trussel om, at manglende betaling resulterer i anmeldelse til et kreditoplysningsbureau, udgør urimelig pression i strid med inkassolovens § 9, såfremt forbrugeren har fremsat indsigelser mod kravet. Der henvises til Forbrugerklagenævnets afgørelse 2001-4055/7-1593. Se tillige Advokatnævnets kendelse af 6. oktober 2005, hvor der fandtes at have været handlet i strid med god advokatskik ved – uden at have undersøgt om skyldneren havde indsigelser – i inkassoskrivelse at oplyse om, at advokaten via sin autorisation som RKI-autoriseret advokat havde mulighed for at foranledige skyldneren registreret som dårlig betaler hos RKI Kreditinformation A/S i henhold til gældende betingelser.

Bestemmelse i de almindelige vilkår om, at manglende betaling vil medføre indberetning til RKI eller tilsvarende kreditoplysningsbureau kan dog ikke i sig selv anses for værende i strid med Inkassolovens § 9 eller Markedsføringslovens § 3.

Derimod vil en bestemmelse i de almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kunne anses for værende i strid med førnævnte bestemmelser, såfremt bestemmelsen er vildledende, utilbørlig eller usaglig. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det anføres, at der sker indberetning, uanset om skyldneren har rejst indsigelser mod kravet.

Se i denne forbindelse betænkning nr. 1321 (1996) om inkassovirksomhed, hvor anføres, at en trussel om registrering i kreditoplysningsbureau skal være saglig og korrekt. Kan et forhold efter de gældende regler herom ikke danne grundlag for en sådan registrering, vil trussel om indberetning være i strid med god inkassoskik, jf. betænkningens s. 86.

Bestemmelse i almindelige vilkår om indberetning til kreditoplysningsbureau kan eksempelvis formuleres på følgende vis: ”[NN] har indgået aftale med [kreditoplysningsbureauet] om indberetning af forfalden gæld. Ved kundens manglende betaling forbeholder [NN] sig ret til at indrettet kunden til [kreditoplysningsbureauet] efter gældende regler herom.”

Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

Vedtagelse af værneting under Bruxelles I forordningen

I såvel nationale som internationale aftaler forekommer det meget ofte, at den ene eller den anden aftalepart gør brug af et sæt standardvilkår, som blandt andet foreskriver hvor en retssag i tilfælde af uenighed skal føres.

Er det tale om en indenlansk aftale er det ikke nogen katastrofe, at man skal en tur til eksempelvis Retten i Århus. Derimod har det en ganske anden og større betydning, hvis retssagen eksempelvis skal føres i Athen i stedet for i København. Der er ukendskab til sprog, retssystemet, effektivitet osv. og det vil – alt andet lige – blive meget dyrere for den danske virksomhed at køre sagen i udlandet. Uanset om man er sagsøgt eller sagsøger.

Østre Landsret har i en kendelse fra 2019 (UfR 2019.2375 Ø) taget stilling til, hvad der kræves for at værneting kan anses for aftalt efter den såkaldte Bruxelles I forordning.

Bruxelles I forordningen fastsætter nemlig indenfor EU, hvor en civil sag skal føres. Hvis en sag er omfattet af Bruxelle I forordningen er det således ikke de danske nationale regler, der skal afgøre, hvor sagen skal føres, men derimod forordningen.

Af art. 25 i Bruxelles I forordningen fremgår, at hvis parterne har aftalt, hvor retssagen skal føres, ja så er det, der i de fleste sager er gældende. Det er jo også et godt og fornuftigt udgangspunkt. Parternes aftale.

Spørgsmålet er dog, hvad der efter forordningen skal til for at et værneting kan anses for aftalt.

I den konkrete sag var der tale om en dansk virksomhed, der af en tysk virksomhed havde købt nogle mangelfulde motorer. Den danske virksomhed anlagde retssag i Danmark med henvisning til at opfyldelsesstedet for forpligtelsen var i Danmark (såkaldt opfyldelsesværneting efter art. 7 i forordningen).

Den tyske virksomhed gjorde omvendt gældende, at sagen skulle føres i Tyskland, fordi der i en ordrebekræftelse fra den tyske virksomhed var et link til den tyske virksomheds almindelige vilkår. Og i disse almindelige vilkår stod der, at retssager skulle føres i Tyskland.

Den købte Landsretten dog ikke. Når det i Bruxelles I forordningens art. 25 står, at værnetinget kan aftales, skal der vitterlig være tale om en aftale. En link i en ordrebekræftelse er ikke nok til at anse værnetinget for aftalt.

Derfor blev den tyske virksomheds indsigelser afvist, og den danske virksomhed fik lov til at køre sagen på hjemmebane, dvs. i Danmark.

Udgivet den

Det gode sæt standardvilkår

Korrekte og ikke-forældende lovhenvisninger

Det gode sær vilkår bør have korrekte og ikke forældede lovhenvisninger. Der ses således eksempler på vilkår, hvor det anføres, at hjemlen for den 14 dages fortrydelsesret er Købeloven og ikke Forbrugeraftaleloven. Flere vilkår indeholder også forældede lovhenvisninger.

Korrekt lovvalg

De gode vilkår skal anvende den stats lovgivning, der enten følger af baggrundsretten eller af en gyldig lovvalgsaftale. Der ses således eksempel på hjemmesider rettet mod danske brugere, herunder forbrugere, hvor der henvises til bestemmelser i udenlandsk lovgivning. Dette er problematisk i forbrugerforhold, hvor der gælder store begrænsninger i hvilken lands lovgivning, der kan aftales.

Korrekt sondring mellem B2B og B2C

De gode vilkår skal anvendes på de aftaletyper, som vilkårene er konciperet for. Vilkår bestemt til forbrugeraftalen skal således ikke anvendes ved salg til erhvervsdrivende.

Sondring mellem fjernsalg og ikke-fjernsalg

Tilsvarende skal vilkår konciperet til brug for fjernsalgsaftaler, dvs. primært internetkøb, ikke anvendes til andre aftaler end fjernsalgsaftaler. Se til illustration afgørelsen FKN 2005-650/7-660 [referet i Forbrugerjura 2005, afsnit 5.9.4], hvor en forbruger fra en computer i sælgers forretning havde bestilt en kontorstol via sælgerens hjemmeside. Da bestillingen var afgivet i sælgerens forretning forelå der ikke et fjernsalg i forbrugeraftalelovens forstand, men eftersom det af sælgerens forretningsbetingelser fremgik, at der var 14 dages fortrydelsesret, fandt nævnet, at dette også var tilfældet for den indgåede aftale, selvom den ikke var indgået ved fjernsalg. Nævnets flertal fandt endvidere, at da sælgeren anvendte de samme forretningsbetingelser over for fjernsalgskunder som over for andre kunder, skulle betingelserne vedrørende kundens fortrydelsesret fortolkes i lyset af forbrugeraftalelovens ufravigelige regler, også selvom der i den konkrete tvist ikke var tale om et fjernsalg.

Lovpligtige oplysninger må ikke “gemmes”

Vidtgående bestemmelser eller lovpligtige oplysninger må ikke være “gemt” i standardvilkårene. Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-4031/7-964 (Forbrugerjura 2005 pkt. 5.3.12), hvor oplysning om fortrydelsesretten efter Forbrugeraftalelove var indeholdt i den erhvervsdrivendes tætskrevne standardvilkår på s. 4 som pkt. 19 med almindelig tekst uden nogen form for fremhævelse, hvorfor oplysningerne let ville kunne overses. På denne baggrund fandt klagenævnet, at sælgers standardvilkår ikke fyldestgørende oplyste om forbrugerens fortrydelsesret.

Udgivet den

Fuldbyrdelse af norske domme og retsforlig i Danmark

Danmark og Norge har tætte økonomiske relationer og derfor vil der uundgåeligt også jævnligt være retssager mellem danske og norske virksomheder.

Hvad gælder så, hvis man (som norsk virksomhed) står med en norsk dom over en dansk virksomhed, som man ønsker fuldbyrdet i Danmark, fordi det er i Danmark, at den danske virksomhed har sine aktiver?

Det kan du få svaret på i dette blogindlæg. Og indrømmet, det er noget langhåret.

Norge og Danmark har tiltrådt den såkaldte Luganokonvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Et helt grundlæggende princip efter Luganokonventionen er, at retsafgørelser og retsforlig truffet i en konventionsstat (eksempelvis Norge), som kan fuldbyrdes i den pågældende stat, også kan fuldbyrdes i en anden konventionsstat (eksempelvis Danmark). Dette følger af Luganokonventionens art. 38, 57 og 58.

Med andre ord anerkender konventionstaternes hinandens retsafgørelser, og det kræver i sagens natur en høj grad af retssikkerhed i de pågældende konventionsstater. Derfor er “medlemsskabet” af Luganokonvention også en lukket klub, hvor kun indbudte medlemmer kan deltage, nemlig alle EU-staterne og Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

Hvordan fungerer det så i praksis?

Jo, man skal have fogedretten i Danmark til at afsige en såkaldt kendelse om eksigibilitet (= fuldbyrdelse) af den norske dom eller retsforlig. Dette følger dels af Luganokonventionens art. 38 og derudover af § 8 a og 8 g i lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område.

For at kunne afsige en sådan eksigibilitetskendelse skal fogedretten efter Luganokonventionens art. 53 modtage den dom eller det retsforlig, der ønskes fuldbyrdet i en form, der “opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.”

Derudover skal fogedretten modtage en udfyldt og underskrevet blanket (en såkaldt V-attest) fra den norske domstol, som har afsagt dommen eller for hvilken retsforliget er indgået. I denne blanket bekræfter den norske domstol, at den pågældende dom eller det pågældende retsforlig er eksigibelt i Norge.

Herefter kan fogedretten afsige eksigibilitetskendelsen. Denne kendelse skal forkyndes for den part, som fuldbyrdelsen skal ske overfor (altså den danske skyldner), medmindre dommen eller forliget allerede i forvejen må anses for forkyndt for den pågældende (Luganokonventionen art. 42).

Den pågældende eksigibilitetskendlese kan kæres til Landsretten med en kærefrist på een måned (Luganokonventionen art. 43), men kærefristen (eller en kære) har ikke opsættende virkning. Man kan altså umiddelbart efter afsigelsen af eksigibilitetskendelsen foretage udlæg for sit krav (§ 8 c, stk. 2) overfor den danske skyldner.

Fogedretten kan bestemme, at dommen eller retsforliget skal oversættes ved translatør (art. 55, stk. 2). Oversættelse vil ikke være aktuelt ved norske domme eller retsforlig fordi de to sprog ligger så tæt op af hinanden.

Kontakt advokat Michael Thiesen, hvis du ønsker hjælp med fuldbyrdelsen af udenlandske domme og forlig i Danmark.

Udgivet den

Advokat Michael Thiesen vinder principiel sag om bortfald af tiltrædelsesoverenskomst

Advokat Michael Thiesen har netop i Arbejdsretten vundet en principiel sag for en arbejdsgiver om, hvorvidt en tiltrædelsesoverenskomst automatisk bortfalder, hvis den enkeltmandsvirksomhed, der har indgået overenskomsten, ophører, men på et senere tidspunkt igen starter med at drive virksomhed under samme CVR nr.

Arbejdsretten har i sagen afgjort, at tiltrædelsesoverenskomsten ophørte ved indstillingen af virksomheden og at tiltrædelsesoverenskomsten ikke blev “vakt til live” igen ved genoptagelsen af virksomheden.

I sagen var der tale om, at min klient (arbejdsgiveren) helt tilbage i 1999 underskrev en tiltrædelsesoverenskomst, hvorefter han forpligtede sig til at overholde den til enhver tid gældende overenskomst for malerfaget. Min klient indstillede efterfølgende driften i sin enkeltmandsvirksomhed i en periode på 4 – 5 år. Efter i en årrække at have indstillet sin virksomhed genoptog min klient i 2009 igen sin enkeltmandsvirksomhed med samme CVR nr.

Og på et langt senere tidspunkt (i 2020) ansatte min klient en maler, som så gjorde gældende at være ansat på overenskomstens vilkår, fordi det jo var tale om den samme virksomhed, der i 1999 havde tiltrådt overenskomsten og som i 2020 havde ansat maleren.

Arbejdsretten anfører i afgørelsen, at “det arbejdsretlige udgangspunkt er, at en overenskomst med en virksomhed ophører, såfremt virksomheden nedlægges. Dette udgangspunkt er i praksis modificeret i tilfælde, hvor nedlæggelsen af virksomheden ikke har været reel, f.eks. hvis virksomheden for at omgå overenskomsten videreføres i et andet regi, som i realiteten er identisk med den (påstået) nedlagte virksomhed.”

Da der i sagen var tale om en reel nedlæggelse af enkeltmandsvirksomheden i en årrække, konkluderede Arbejdsretten, at min klient ikke længere var bundet af overenskomsten og at min klient derfor ikke havde haft en pligt til at betale den løn, der fremgik af overenskomsten.

Efter CVR-loven gælder for enkeltmandsvirksomheder, at man ikke får et nyt CVR nr., når man genoptager sin virksomhed efter at den har været indstillet i kortere eller længere tid. CVR-nummeret følger så at sige indehaveren af enkeltmandsvirksomheden indtil pågældendes død.

Arbejdsretten anførte hertil, at det forhold, at virksomheden som følge af reglerne i CVR-loven blev drevet under det samme CVR-nr. som den tidligere personligt drevne virksomhed ikke i sig selv er et argument for, at man som arbejdsgiver fortsat skulle være bundet af overenskomsten.

Med afgørelsen kan vi derfor konkludere, at har en enkeltmandsvirksomhed tiltrådt en overenskomst bliver virksomheden frigjort for overenskomsten, såfremt enkeltmandsvirksomheden reelt indstilles i en periode. Overenskomsten vækkes altså ikke til live igen, når der sker en genoptagelse af enkeltmandsvirksomheden. Det er her vigtigt at understrege, at der skal være tale om et reelt ophør af virksomheden. I modsat fald er der tale om omgåelse og i så fald binder bordet, og det er jo fair nok.

Med denne afgørelse fra Arbejdsretten slipper arbejdsgiveren således for at skulle indlede en frigørelseskonflikt som kan være en ganske omstændig, dyr og besværlig proces for en mindre enkeltmandsvirksomhed.

Læs mere om ansættelses- og arbejdsret her på min hjemmeside. Human resources

Udgivet den

The battle of forms

Hvad går “the battle of forms” ud på?

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Højesteretsdom refereret i UfR 1990.295H er et eksempel på battle of forms ved parternes angivelse af modstridende leveringsklausuler i tilbud henholdsvis accept. En tysk sælger afgav overfor dansk køber tilbud på levering af et vareparti. Tilbuddet indeholdt blandt andet angivelsen af leveringsklausulen ”cif Fredericia”. Køber accepterede tilbuddet, dog således at der i acceptskrivelsen blev angivet leveringsklausulen ”free delivered Fredericia”. Da køberen ikke i forbindelse med anvendelsen af klausulen »free delivered« i sin ordre udtrykkeligt tilkendegav, at »cif«-klausulen i sælgers tilbud ønskedes ændret, og da køber tillige ikke havde reklameret over for sælgers efterfølgende gentagne anvendelse af »cif«-klausulen i sine fakturaer fandt højesteret, at »cif«-klausulen var aftalt mellem parterne.

Dommen er kommenteret af Torben Svenne Schmidt i UfR 1990 B 273 samt Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 48.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår? Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne landsretsafgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.

Udgivet den

Cut off klausuler i finansielle leasingaftaler

I finansielle leasingaftaler i erhvervsforhold (B2B) ses ofte en såkaldt cut off klausul. En cut off klasul går i al sin enkelthed ud på, at leasinggiveren fraskriver sig ethvert ansvar for forsinkelse og mangler ved det leasede. Leasingtager skal altså med andre ord blive ved med at betale leasingsydelsen, selvom det leasede aktiv er uanvendeligt.

Man kan spørge, om en så vidtgående ansvarsfraskrivelse er gyldig eller om den kan tilsidesættes efter især Aftalelovens § 36 om urimelige aftaler og vilkår. Det har domstolene taget stilling til og svaret er, at cuf off klausuler i finansielle leasingaftaler ikke i sig selv er ugyldige. Det skyldes at “betalingen” til leasingtager for at skulle acceptere en cut off klausul er, at leasingtageren af leasinggiveren får overdraget samtlige beføjelser og rettigheder, som leasinggiveren har overfor sælgeren af aktivet. Leasingtageren står altså ikke fuldstændig strippet tilbage, men har rent faktisk mulighed for at sagsøge sælgeren for mangler og forsinkelse. Derfor anerkende domstolene at der gyldigt kan aftales en cut off klausul i en B2B-leasingaftale.

Landsretten har således helt tilbage i 1974 afgjort, at en cut off klausul i leasingaftale om, at leasingtager var afskåret fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod leasinggiver, var bindende – UfR 1974.415Ø.

Resultatet kunne ganske givet være anderledes, hvis der ikke samtidig med cuf off klausulen skete en overdragelse til leasingtageren af beføjelser og rettigheder overfor sælgeren af aktivet. I så fald ville der være en betydelig ubalance i aftalen, fordi der da ville være en fuld ansvarsfraskrivelse uden nogen “betaling” den anden vej. Her vil man nok godt kunne få medhør for et synspunkt om, at klausulen er ugyldig efter Aftalelovens § 36.

Et eksempel på en cut off klausul i en finansiel leasingaftale findes i Almindelige Betingelser for finansielle leasingaftaler (ABL 95) § 7, stk 2, der har følgende ordlyd:

“Leasinggiver hæfter ikke for rettidig levering eller mangler ved genstanden (genstandens brugsegenskaber eller andre faktiske og retlige mangler). Leasinggiver fraskriver sig ansvaret for et-hvert tab, herunder driftstab eller andre følgeskader, som forsinkelse eller mangler ved genstanden måtte udløse hos leasingtager. Uanset genstandens brugbarhed skal leasingtager betale lea-singydelsen til leasinggiver, når genstanden er leveret. Til kompensation herfor overdrager leasinggiver sine beføjelser i forhold til leverandøren, her-under eventuelle garantier, til leasingtager på de vilkår, der er nævnt nedenfor.”

Udgivet den

Sælgers begrænsede afhjælpningsret efter Købeloven

Mange tror fejlagtigt, at man som sælger i et handelskøb har ret til at afhjælpe en mangel ved den solgte genstand. Det er forkert. Udgangspunktet er nemlig helt modsat. Nemlig at man som sælger ikke har ret til at udbedre manglen. Køber kan derfor med andre ord ophæve købet, når der er tale om væsentlige mangler samt kræve sit tab erstattet. Eller køber kan lade en anden foretage afhjælpningen og kræve udgiften afholdt af sælger.

Dette følger af Købelovens § 49, stk. 1 som siger:

“Tilbyder sælgeren at afhjælpe en mangel eller at foretage omlevering, må køberen dermed lade sig nøje, hvis det kan ske inden udløbet af den tid, da han er pligtig at afvente levering (jf. § 21), og det åbenbart ikke kan medføre omkostning eller ulempe for ham.”

Bestemmelsen er lidt kryptisk formuleret. For når man umiddelbart læser Købelovens § 49, stk. 1 kan man fejlagtigt få det indtryk, at man som sælger altid har en afhjælpningsret. Dette er ikke tilfældet. Man har kun ret til at afhjælpe, hvis afhjælpningen kan ske inden den aftalte leveringstidspunkt. Med andre ord; der gælder kun en afhjælpningsret for sælger, hvis sælgeren har leveret før aftalte tidspunkt.

Lad os tage et eksempel: Sælger og køber har aftalt levering 1. august 2020. Sælger leverer allerede den 10. juli 2020, og køber konstaterer en mangel ved det solgte. I dette tilfælde har sælger en ret til at afhjælpe, hvis det kan ske senest 1. august 2020. Har sælger derimod – som aftalt – leveret 1. august 2020 har sælger ikke nogen ret til at afhjælpe. Det fremgår modsætningsvis af Købelovens § 49, stk. 1.

Er du sælger i handelskøb bør du derfor overveje i dine aftaler og standardvilkår at indskrive en bestemmelse, som giver dig en udvidet afhjælpsningsret i forhold til den meget begrænsede afhjælpningsret, der følger af § 49, stk. 1.

En sådan udvidet afhjælpningsret kan eksempelvis på en fair og rimelig måde formuleres således:

”Såfremt der konstateres mangler ved det solgte i forhold til de kontraktlige forpligtelser, har Sælger efter eget valg ret til (i) at foretage omlevering eller (ii) at afhjælpe disse mangler ved at foretage justering, reparation eller hel eller delvis udskiftning. I så fald skal Køber være uberettiget til at ophæve købet.

Sælgers er således også berettiget til at foretage omlevering eller afhjælpning efter det aftalte leveringstidspunkt og uanset at sådan omlevering eller afhjælpning kan medføre omkostninger og/eller ulempe for køber, jf. Købelovens § 49.

Har Sælger ikke senest XX dage [indsæt antal dage] efter reklamationens fremkomst foretaget omlevering eller afhjælpning, skal Køber dog være berettiget til at ophæve købet.”

Vær opmærksom på at formuleringsforslaget ikke forholder sig til købers adgang til at kræve erstatning af sine tab. Her bør du også overveje at indsætte en ansvarsbegrænsning.

Udgivet den

Medarbejder bortvist efter at have slettet alle mails

Vestre Landsret har i dom afsagt i 2020 taget stilling til, om det er berettiget at bortvise en medarbejder for at have slettet alle sine arbejdsmails. Et flertal fandt at bortvisning var i orden.

Der var tale om en medarbejder, der var ansat som konsulent. Medarbejderen blevet opsagt med det varsel, som han havde krav på efter Funktionærloven, og kort tid efter opsigelsen sygemeldte medarbejderen sig.

Arbejdsgiveren kunne herefter konstatere, at medarbejderen inden sygemeldingen havde slettet alle sine arbejdsmails og møder i Outlook. Medarbejderen havde også medtaget alle kunders visitkort. På denne baggrund blev medarbejderen bortvist, fordi der efter virksomhedens opfattelse var tale om et grov og væsentlig misligholdelse fra medarbejderen side.

I personalehåndbogen stod, at alt på virksomhedens IT tilhørte firmaet og ikke var af privat karakter.

Byretten mente (overraskende nok), at der ikke var tale om nogen grov misligholdelse, der berettigedet til en bortvisning.

Sagen blev anket og flertallet af Vestre Landsrets dommere var dog af en anden opfattelse; de slettede mails og møder var af betydning for virksomheden og sletningen var derfor en grov og illoyal adfærd fra den ansattes side, der berettigede til en bortvisning.

UFR 2020.3060 V