Udgivet den

Ansvarsfraskrivelse tilsidesat

I B2B aftaler er det helt klare udgangspunkt aftalefrihed. Parterne kan altså indgå de aftaler, de finder hensigtsmæssige uden at staten skal blande sig i, om det nu for den ene eller anden part er en dårlig eller ligefrem urimelig aftale.

Men jo mere urimelig en aftalevilkår er, jo større krav stilles der til, at det pågældende vilkår kan anses for aftalt eller – som det hedder i jurajargon – vedtaget.

Dette er illustreret i flere afgørelser.

I en Vestre Landsret sag fra 2017 (UfR 2017.2272 V) var der tale om meget vidtgående ansvarsskrivelse mellem to erhvervsdrivende, en skibsreparatør og gearleverandør.

Ansvarsfraskrivelsen gik ud på at reparatøren skulle holde leverandøren skadesløs, blandt andet i en situation, hvor leverandøren var pålagt et produktansvar overfor en tredjemand for en defekt ved det gear, som leverandøren havde leveret. Og det må jo siges at være ganske vidtgående.

Ansvarsfraskrivelsen kunne indirekte og med en del omveje findes i leverandørens almindelige leveringsbetingelser, idet der i disse var en bestemmelse, der henviste til nogler andre leveringsvilkår (Orgalime), som indeholdt den pågældende ansvarsfraskrivelse.

Landsretten lagde til grund, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for drøftelse mellem parterne, at leverandøren ikke havde fremhævet ansvarsfraskrivelsen overfor reparatøren, men blot generelt henvist til Orgalime, at Orgalime ikke var fremsendt til reparatøren og at de skulle købes hos organisationen samt at Orgalme ikke fandtes i en dansk oversættelse.

På den baggrund kom landsretten til det resultat, at ansvarsfraskrivelsen ikke var vedtaget (dvs. aftalt) mellem parterne.

Udgivet den

The battle of forms

Hvad går “the battle of forms” ud på?

“The battle of forms” eller “kampen om formularen” udtrykker den konflikt og tvist, der opstår når begge parter i forbindelse med aftaleindgåelsen har henvist til deres egne standardvilkår. Det kan eksempelvis være, at sælger har fremsendt et tilbud med angivelse af, at sælgers almindelige vilkår gælder. Køber accepterer tilbuddet og henviser i denne forbindelse til sine egne vilkår. Handlen bliver gennemført og der opstår på et tidspunkt en uenighed og tvist – det kan være fordi det solgte har mangler eller er leveret for sent.

Højesteretsdom refereret i UfR 1990.295H er et eksempel på battle of forms ved parternes angivelse af modstridende leveringsklausuler i tilbud henholdsvis accept. En tysk sælger afgav overfor dansk køber tilbud på levering af et vareparti. Tilbuddet indeholdt blandt andet angivelsen af leveringsklausulen ”cif Fredericia”. Køber accepterede tilbuddet, dog således at der i acceptskrivelsen blev angivet leveringsklausulen ”free delivered Fredericia”. Da køberen ikke i forbindelse med anvendelsen af klausulen »free delivered« i sin ordre udtrykkeligt tilkendegav, at »cif«-klausulen i sælgers tilbud ønskedes ændret, og da køber tillige ikke havde reklameret over for sælgers efterfølgende gentagne anvendelse af »cif«-klausulen i sine fakturaer fandt højesteret, at »cif«-klausulen var aftalt mellem parterne.

Dommen er kommenteret af Torben Svenne Schmidt i UfR 1990 B 273 samt Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 48.

Hvad gælder så? Er det købers vilkår? Sælgers vilkår? Eller ingen af dem, der skal anvendes?

Der er forskellige skoler til at løse dette problem.

Den ene skole – “first blow” – går ud på at den, der afgav den første formular skal vinde kampen.

Så er der en anden skole – “last shot” – som argumenterer for, at den der afgav den sidste formular skal vinde.

Og så er der en tredje skole, som er den der har fundet indpas i Danmark. Det er den såkaldte ”knock out” model, hvor ingen af formularer på forhånd skal tillægges særlig vægt, men hvor man vil skulle se på den relevante lovgivning, dvs. aftaleloven, samt parternes forudsætninger for aftaleindgåelse. Egentlig er der blot tale om her at man fra domstolenes side er pragmatiske og søger at finde den mest rimelige og fornuftige løsning, som naturligvis også skal have støtte i aftaleloven.

Knock out løsningen er illustreret i denne landsretsafgørelse (FED 2000.1243Ø): En sælger havde fremsendt sine leveringsbetingelser sammen med ordrebekræftelse efter købers fremsendelse af sine indkøbsbetingelser. Parterne havde tidligere handlet med hinanden, og begge parter vidste, at den anden part kontraherede i henhold til egne standardvilkår. Sælgers vilkår om ansvarsfraskrivelse var tydeligt angivet, og da køber kendte hertil fik sælger medhold i, at ansvarsfraskrivelsen var gældende.

Udgivet den

Cut off klausuler i finansielle leasingaftaler

I finansielle leasingaftaler i erhvervsforhold (B2B) ses ofte en såkaldt cut off klausul. En cut off klasul går i al sin enkelthed ud på, at leasinggiveren fraskriver sig ethvert ansvar for forsinkelse og mangler ved det leasede. Leasingtager skal altså med andre ord blive ved med at betale leasingsydelsen, selvom det leasede aktiv er uanvendeligt.

Man kan spørge, om en så vidtgående ansvarsfraskrivelse er gyldig eller om den kan tilsidesættes efter især Aftalelovens § 36 om urimelige aftaler og vilkår. Det har domstolene taget stilling til og svaret er, at cuf off klausuler i finansielle leasingaftaler ikke i sig selv er ugyldige. Det skyldes at “betalingen” til leasingtager for at skulle acceptere en cut off klausul er, at leasingtageren af leasinggiveren får overdraget samtlige beføjelser og rettigheder, som leasinggiveren har overfor sælgeren af aktivet. Leasingtageren står altså ikke fuldstændig strippet tilbage, men har rent faktisk mulighed for at sagsøge sælgeren for mangler og forsinkelse. Derfor anerkende domstolene at der gyldigt kan aftales en cut off klausul i en B2B-leasingaftale.

Landsretten har således helt tilbage i 1974 afgjort, at en cut off klausul i leasingaftale om, at leasingtager var afskåret fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod leasinggiver, var bindende – UfR 1974.415Ø.

Resultatet kunne ganske givet være anderledes, hvis der ikke samtidig med cuf off klausulen skete en overdragelse til leasingtageren af beføjelser og rettigheder overfor sælgeren af aktivet. I så fald ville der være en betydelig ubalance i aftalen, fordi der da ville være en fuld ansvarsfraskrivelse uden nogen “betaling” den anden vej. Her vil man nok godt kunne få medhør for et synspunkt om, at klausulen er ugyldig efter Aftalelovens § 36.

Et eksempel på en cut off klausul i en finansiel leasingaftale findes i Almindelige Betingelser for finansielle leasingaftaler (ABL 95) § 7, stk 2, der har følgende ordlyd:

“Leasinggiver hæfter ikke for rettidig levering eller mangler ved genstanden (genstandens brugsegenskaber eller andre faktiske og retlige mangler). Leasinggiver fraskriver sig ansvaret for et-hvert tab, herunder driftstab eller andre følgeskader, som forsinkelse eller mangler ved genstanden måtte udløse hos leasingtager. Uanset genstandens brugbarhed skal leasingtager betale lea-singydelsen til leasinggiver, når genstanden er leveret. Til kompensation herfor overdrager leasinggiver sine beføjelser i forhold til leverandøren, her-under eventuelle garantier, til leasingtager på de vilkår, der er nævnt nedenfor.”