Transportaftaler
Et varekøb forudsætter en transport af varen fra sælger til køber. Køber eller sælger kan selv står for transporten, eller alternativt kan transporten overlades til en professionel transportør. Dette afsnit omhandler situationen, hvor transporten er overdraget til en transportør, og især retsstillingen mellem transportøren og ordregiveren.
Transport er ofte karakteriseret ved dets grænseoverskridende element. En given forsendelse fra køber til sælger kan passere flere grænser under anvendelse af forskellig lovgivning og forskellige transportformer, hvilket stiller nogle åbenbare udfordringer til koncipisten af transportaftalen.
Hertil kommer, at den virksomhed, der har påtaget sig befordringen, kan overlade den faktiske udførelse af transporten til andre transportører.
Speciallovgivning
Der eksisterer i Danmark ingen generel lov om transport. Derimod gælder forskellige love og konventioner i relation til de forskellige transportformer; søtransport, vejtransport, lufttransport og jernbanetransport.
Søtransport
Søtransporten er reguleret i Søloven, der er et resultat af et fælles nordisk samarbejde. Derudover inkorporerer Søloven Haag-Visby konventionen fra 1968. Søloven regulerer forholdsvist detaljeret parternes rettigheder og forpligtelser, og for så vidt angår transport af gods henvises særligt til Sølovens kap. 13.
Søloven regulerer en række forhold omkring søtransporten. Omkring aftalte begrænsninger i transportørens ansvar skal man blandt andet være opmærksom på Sølovens § 254, som bestemmer at der ikke kan aftales begræsninger i transportørens ansvar efter § 274.
Efter § 274 er transportøren anvarlig for godset, medens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under transporten og i lossehavnen. I en Højesteretsafgørelse (UfR 2011.271H) fastslog Højesteret, at en ansvarsbegrænsning i Scandlines’ transportbestemmelser ikke var bindende i forhold til noget forsvundet gods, der af Scandlines var henstillet på et havneareal.
Vejtransport
Den international vejtransport af gods er i Danmark reguleret i Lov om fragtaftaler ved international vejtransport, i daglige tale kaldet CMR-loven.
Der foreligger derimod ingen lovregulering af de nationale vejtransporter. Parternes retsstilling ved national transport skal således bedømmes ud fra deres individuelle aftale eller – i mangel af aftale – af udfyldende retsprincipper og retspraksis.
Lufttransport
Såvel den nationale som den internationale lufttransport er i Danmark reguleret i Luftfartsloven (lbkg. nr. 1484 af 19.12.2005), der i høj grad har indarbejdet internationale konventioner og EU-ret. Særligt Luftfartslovens kap. 9 om person- og godsbefordring med luftfartøj er relevant. De internationale regler om lufttransport har udgangspunkt i Montreal-konventionen af 28. maj 1999 samt Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929.
Jernbanetransport
National såvel som international jernbanetransport er reguleret i Jernbaneloven (lbkg. nr. 1171 af 2.12.2004). Efter Jernbanelovens § 12 skal jernbanevirksomheder udarbejde forretningsbetingelser. Dette har Railion Danmark A/S gjort ved udarbejdelse af Almindelige forretningsbetingelser for national konventionel godstransport. Disse betingelser tilgodeser især transportørens interesser.
Den internationale jernbanetransport har udgangspunkt i de såkaldte CIM-regler, der omhandler aftalen om international befordring af gods med jernbane (CIM-reglerne er bilag B til konventionen om international jernbanebefordring (COTIF-konventionen) af 9. maj 1980).
Kombineret transport
Hvis der ved opfyldelsen af transportaftalen anvendes flere forskellige transportmidler, forligger der en kombineret (såkaldt multimodal) transport. Den kombinerede transport er reguleret i Konvention af 24. maj 1980 om international multimodal transport af gods (MTC-konventionen). Konventionen er dog endnu ikke trådt i kraft, og der findes i øvrigt ikke i Danmark nogen lovgivning, som regulerer mulitimodal transport. Parterne i en multimodal transport kan dog aftale, at MTC-konventionen skal finde anvendelse.
Købeloven
Ovennævnte speciallovgivning suppleres af KBL’s bestemmelser om transport. KBL tager dog udelukkende sigte på at regulere købers og sælgers retsstilling. Derimod reguleres transportørens retsstilling ikke i KBL. I henhold til KBL § 9 skal køber – i mangel af anden aftale – afhente genstanden hos sælger. KBL §§ 10 og 11 regulerer, hvornår risikoen går over, når sælger har påtaget sig at stå for transporten, enten selv eller ved tredjemand. KBL §§ 62 – 65 definerer betydningen af forskellige leveringsklausuler som eksempelvis ”frit ombord”, ”cif”, ”fragtfrit” mv.
INCOTERMS 2000
For så vidt angår retsstillingen mellem køber og sælger henvises endvidere til INCOTERMS 2000, der tillige indeholder definitioner af ofte anvendte transportklausuler i den internationale handel. INCOTERMS kan derfor med fordel kunne benyttes i den internationale handel, da der herved undgås uklarhed om forståelsen af en given transportklausul.
Anvendes INCOTERMS’ E- og F-klausuler er det køberen, som efter købsaftalen skal sørge for transporten, og dermed den, som vælger transportformen. Ved anvendelse af INCOTERMS’ C- og D-klausuler er det sælgeren, der skal sørge for transporten.
Aftalestandarder og standardvilkår
Indenfor vejtransport skal særligt fremhæves NSAB 2015 (Nordisk speditørforbunds almindelige bestemmelser) og AKV 97 (almindelige kørselsbestemmelser for vejtransport), der begge er udarbejdet af repræsentanter for såvel transportør- som ordregiversiden, og derfor har et fair og velbalanceret indhold.
Mere ensidige standardvilkår findes i Danske fragtmænds forretningsbetingelser, der henviser til CMR-loven skal anvendes, uanset lovens krav om internationalitet.
Transportaftalens dokumenter
De forskellige transportformer har udviklet deres egne særlige dokumentpraksis, ofte med hver sin individuelle terminolog. Grundlæggende er der dog tale om tre forskellige typer dokumenter:
For det første selve transportaftalen og dens nærmere vilkår (indenfor søtransporten benævnes transportaftalen traditionelt certeparti).
For det andet udstedes et dokument, som indeholder transportørens kvittering for modtagelsen af godset med henblik på udlevering til en nærmere angiven modtager (typisk benævnt fragtbrev – indenfor søtransport dog søfragtseddel, jf. Sølovens § 309).
For det tredje udstedes et dokument, som indeholder en kvittering for transportørens modtagelse af godset og et tilsagn om kun at udlevere godset mod dokumentets tilbagelevering til transportøren (det såkaldte konnossement, som kun benyttes indenfor søtransporten eller ved kombineret transport). For at få ladningen udleveret er det således nødvendigt, at modtageren legitimerer sig som berettiget til varerne, og dette sker gennem konnossementet. Med andre ord er konnossementet ”nøglen” til lasten.
Lovvalg
Aftaler om grænseoverskridende transport bør indeholde en lovvalgsklausul om hvilket lands lovgivning, der skal finde anvendelse på transportaftalen.
Er intet aftalt gælder – i hvert fald inden for EU – princippet i Kontraktlovvalgskonventionen art. 4, stk. 2 om, at lovgivningen i det land, hvortil transportaftalen har sin nærmeste tilknytning, skal anvendes. Der gælder en formodning om, at transportaftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor transportøren har sit forretningssted, forudsat at dette land også er laste- eller lossestedet eller afsenderen forretningssted.