Købers misligholdelse

Hvornår misligholder køber? Køber misligholder ved

  • For sen betaling
  • Ingen betaling
  • Manglende betalingsevne
  • (fordringshavermora)

Forsinkelse med betaling

To slags „forsinkelser“:

  • Forsinkelse med betaling af købesummen (Købeloven §§ 28-32): der foreligger en  misligholdelse
  • Forsinkelse med afhentning eller modtagelse af varen (Købeloven §§ 33 – 37): Der foreligger fordringshavermora, dvs. som hovedregel ingen misligholdelse

Definition „forsinkelse“ (Købeloven § 28, stk. 1):

  • Købesummen betales ikke i rette tid, eller
  • Der sker slet ikke betaling, eller
  • der træffes ikke foranstaltninger til dens betaling (ex.: accept af veksel, åbning af remburs, sikkerhedsstillelse).

Hovedregel: Enhver forsinkelse i handelskøb er væsentlig (Købeloven § 28, stk. 1, 3. pkt.)

Undtagelse: Forsinkelse med en mindre del af købesummen, forudsat øjeblikkelig betaling, når opmærksom på forsinkelsen (Købeloven § 21, stk. 3 analogt).

Sælgers misligholdelsesbeføjelser ved forsinkelse:

  • Fastholdelse af købet
  • Ophævelse af købet
  • Erstatning

Fastholdelse af købet ved forsinkelse (Købeloven § 28, stk. 1)

Retsvirkninger ved fastholdelse:

  • Hvis betalt (men for sent): Sælger beholder købesummen og opfylder sine forpligtelser efter aftalen (dvs. levering af varen).
  • Hvis ikke betalt: sælger kræver betaling af købesummen (evt. ved rettens hjælp) og opfylder sine forpligtelser efter aftalen (skal først ske, når betaling er modtaget).

Forudsætninger for fastholdelse: Sælger kan altid kræve fastholdelse, uanset om væsentlig eller uvæsentlig forsinkelse – sælger skal dog have opfyldt sine egne forpligtelser eller være villig/i stand hertil.

Meddelelsespligt ved fastholdelse:

  • Varerne er overgivet: Ingen meddelelse er påkrævet
  • Varerne ej overgivet: Sælger skal give meddelelse, hvis han vil fastholde købet; i modsat fald fortabes retten til at fastholde (Købeloven § 31).

Ophævelse af købet

Retsvirkninger ved ophævelse: Forpligtelsen til at levere ydelserne ophører (erstatningskrav kan træde i stedet). Hver part skal tilbagelevere den modtagne ydelse, såfremt denne er modtaget.

Hovedregel: Sælger kan kun hæve købet, når varen endnu ikke er overgivet til køber (Købeloven § 28), dvs. i praksis typisk kun mulighed for ophævelse ved kontantkøb. Derimod i praksis ikke adgang til at hæve i kreditkøb.

Undtagelse 1: Hvis genstanden afvises af køber (Købeloven § 28).

Undtagelse 2: Når sælger har taget forbehold for ophævelsesret (Købeloven § 28), det vil siger der er taget et gyldigt ejendomsforbehold. Læs mere om ejendomsforbehold her.

Undtagelse 3: Sælgers udtagelsesret, jf. nedenfor (Købeloven § 41).

Hvornår er der taget forbehold for ophævelse?

  • Hvis varen er solgt mod kontant betaling og varen ved en fejl afleveres uden at blive betalt (NB hurtig tilbagetagelse påkrævet).
  • Hvis der er taget ejendomsforbehold.

Ophævelse ved successive leveringer (Købeloven § 29): Der skal sondres mellem efterfølgende leveringer og den konkret misligholdte levering.

Efterfølgende leveringer:

Hovedregel: Adgang til at ophæve efterfølgende leveringer

Undtagelse 1: Hvis der ikke er grund til at befrygte gentagelse (købers bevisbyrde; ex. forglemmelse)

Konkret misligholdte levering: Kun ophævelse hvis manglende overgivelse eller undtagelser finder anvendelse.

Meddelelsespligt ved ophævelse: Sælger skal giver underretning straks (handelskøb) eller uden ugrundet ophold (andre køb), ellers fortabes retten til at ophæve. Uden betydning om salgsgenstanden er leveret eller ej.

Erstatningskrav

Sælgers erstatningskrav er uafhængig om ophævelse eller fastholdelse.

Sælger skal dog have lidt et tab som følge af forsinkelsen.

Hovedregel: Køber er erstatningsansvarlig for forsinket betaling uanset årsagen hertil. Det vil sige at der er et erstatningsansvar også selv om ingen skyld hos køber.

Undtagelse 1: Ej erstatningsansvar hvis ekstraordinære omstændigheder og artsumulighed; eksempelvis valutarestriktioner (Købeloven § 30 jf. § 24).

Undtagelse 2: Andet er aftalt.

Erstatningskrav ved fastholdelse: Typisk renter, kurstab. Herudover krav på betaling af købesummen (som sådant ikke erstatningskrav men krav om opfyldelse).

Erstatningskrav ved ophævelse: Eksempelvis tabt avance, hvis genstanden må sælges billigere; godtgørelse for ekstra omkostninger ved salg.

Selvhjælpssalg: Sælger bortsælger varen på forsvarlig vis og inden rimelig tid efter ophævelsen: Køber kan ikke rejse indsigelser mod den opnåede salgssum (Købeloven § 30).

Ej erstatning for upåregnelige tab (eksempelvis fortjeneste som kunne være opnået ved at anvende den forventede salgssum på investeringer).

Renter ved for sen betaling

Sælger kan ved forsinkelse med betaling af købesummen kræve morarente: reguleret i Renteloven.

Hvilken rente kan sælger kræve?

Hovedregel: Køber skal betale referencerente + 8% p.a. (Rentelovens § 5)

Undtagelse: Andet kan være aftalt (Rentelovens § 8) – dog forbud mod aftale af højere rente i forbrugerkøb end referencesats + 8 %.

Fra hvilket tidspunkt kan rente kræves?

Er der fastsat et bestemt betalingstidspunkt: Rente fra dette tidspunkt kan beregnes (Rentelovens § 3)

Er der ikke fastsat et bestemt betalingstidspunkt: Rente kan beregnes een måned fra fremsættelse/afsendelse af anmodning om betaling (Rentelovens § 3).

Købers manglende betalingsevne

Købers „manglende betalingsevne“ har betydning i situationer, hvor der endnu ikke foreligger misligholdelse, men hvor det er meget sandsynligt, at køber ikke vil kunne betale købesummen; benævnes “anticiperet misligholdelse”.

Hvornår foreligger der anticiperet misligholdelse?

Købeloven § 39:

  • Konkurs
  • Åbning om forhandling af tvangsakkord
  • Ved eksekution er fundet at mangle midler til at betale sin gæld,
  • Rekonstruktion
  • I øvrigt findes at være ude af stand til at betale købesummen

Sælgers tilbageholdelsesret ved købers manglende betalingsevne

Hovedregel: Sælger har ved anticiperet misligholdelse en tilbageholdelsesret under forudsætning af, at tilstanden er indtrådt efter aftalens indgåelse, men inden varens overgivelse (Købeloven § 39). Det vil sige at sælger kan tilbageholde varen – også selv om der er aftalt kredit.

Undtagelse 1: Ej tilbageholdelsesret, hvis der stilles betryggende sikkerhed eller hvis købesummen betales fuldt ud.

Manglende sikkerhedsstillelse: Sælger kan hæve købet (Købeloven § 39).

Køber er under konkurs (Købeloven § 40): Sælger kan spørge boet, om det vil opfylde aftalen. Hvis boet ikke svarer uden ugrundet ophold kan der ske ophævelse. Det vil sige i modsætning til Købeloven § 39 behøver sælger ikke at afvente at leverings- og/eller betalingstidspunktet indtræder.

Sælgers standsningsret ved købers manglende betalingsevne

Hovedregel: Hvis varerne er afsendt, men endnu ikke overgivet, kan sælger afværge overgivelse til køber (Købeloven § 39).

Undtagelse: Ej standsningsret hvis sikkerhedsstillelse.

Manglende sikkerhedsstillelse: Sælger kan hæve købet (Købeloven § 39).

Sælgers udtagelsesret ved købers manglende betalingsevne

Hovedregel: Sælger kan ikke kræve tilbagelevering af varen efter at levering er sket.

Undtagelse 1: Sælgers udtagelsesret ved konkurs (Købeloven § 41).

Undtagelse 2: Sælgers udtagelsesret ved betalingsstandsning (Konkurslovens § 16c).

Udtagelsesret: Sælger kan kræve genstanden tilbage hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Køber er gået konkurs / i rekonstruktion efter aftalens indgåelse, og
  • genstanden er leveret efter konkursens / betalingsstandsningens indtræden til konkursboet, og
  • købesummen er endnu ikke betalt, og
  • konkursboet / rekonstruktionstilsynet afværger ikke ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

Udtagelsesret typisk hvor sælger ikke er klar over at konkurs/betalingsstandsning indtrådt, da overgivelse ellers vil kunne hindres efter Købeloven § 39.

Er der disponeret over varen har sælger krav overfor konkursboet / betalings-standsningstilsynet på betaling af købesummen.

Købers fordringshavermora

Købeloven §§ 33 – 37.

Definition fordringshavermora: Hvor købers ikke afhenter eller modtager varen.

Hovedregel: Køber er ikke forpligtet til at afhente/modtage varen.

Undtagelse 1: Hvis udtrykkeligt aftalt, at køber er forpligtet til at afhente varen.

Undtagelse 2: Hvis det fremgår af forholdets natur, at afhentning skal ske.

Da ingen forpligtelse til afhentning / modtagelse medfører fordringshavermora ikke misligholdelse af aftalen (det vil sige ej mulighed for ophævelse, fastholdelse, erstatning), med mindre undtagelserne er anvendelige.

Retsvirkninger af fordringshavermora

Sælger er forpligtet til at drage omsorg for genstanden (Købeloven § 33)       

Udgifterne afholdes for købers regning (Købeloven § 33)

Sælger har ret til sælge genstande for købers regning hvis væsentlige omkostninger eller risiko for varens undergang (Købeloven § 34).

Sælger har forpligtelse til at sælge genstanden, hvis risiko for undergang/høje opbevaringsomkostninger (Købeloven § 35).

Sælger kan kræve udgifter betalt (Købeloven § 36). 6. Risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang går over (Købeloven § 37)