Forhandling i eget navn og for egen regning

Forhandleraftalen er grundlæggende blot en aftale, hvor en producent giver en distributør ret til at forhandle producentens produkter. Forhandleraftalen regulerer dog typisk også mere komplekse forhold, eksempelvis vedrørende markedsføring, eksklusivitet, immaterielle rettigheder, bearbejdning af markedet mv.

Forhandler handler i eget navn og for egen regning, og heri består de væsentligste forskelle fra agenten og kommissionæren. Forhandleren køber således varer af producenten med henblik på videresalg til kunder, og producenten har derfor ingen juridiske relationer til forhandlerens kunder.

Forhandleraftalen er særlig anvendt i den internationale handel med mærkevarer, hvor en udenlandsk producent, der ikke selv ønsker at opbygge en salgsorganisation, med fordel kan benytte en lokal forhandler. Ønsker producenten at kunne kontrollere salget på det lokale marked, bør denne i stedet udpege en agent.

Ingen specifik lovgivning

Der eksisterer ingen lov, der specifikt tager sigte på at regulere forhandlerforholdet.

Manglen på lovgivningsmæssig regulering af forhandleraftalen tilsiger derfor, at der udvises stor omhu ved konciperingen af forhandleraftalen.

Da forhandleraftalen indeholder køberetlige elementer, vil dog især købeloven have relevans for udfyldning og fortolkning af forhandleraftalen.

Herudover har især konkurrencelovgivningen relevans for konciperingen af forhandleraftalen.

Aftalestandarder

Følgende modelkontrakter kan bruges som inspiration ved konciperingen:

Dansk Industris modelkontrakt, der foreligger i engelsk, fransk og tysk version.

HTS interesseorganisationens (tidligere Det Danske Handelskammer) modelkontrakt i dansk version.

Det Internationale Handelskammers (ICC) modelkontrakt (ICC Model Distributorship Contract).

Producentens forpligtelser

Forhandleraftalen skal indeholde bestemmelser om producentens forpligtelser. Den overordnede forpligtelse for producenten består i at leverer de af forhandleraftalen omfattede varer til forhandleren rettidigt og uden mangler. Derudover vil den typiske forhandleraftale indeholde bestemmelser om support, markedsføringsbistand, ret til brug af producentens varemærker og eventuel knowhow mv.

Forhandlernes forpligtelser

Tilsvarende bør forhandleraftalen forholdsvis detaljeret beskrive forhandlerens forpligtelser, herunder bl.a. forpligtelse til at opdyrke markedet, minimumsslag, egen markedsføring, underretning om udvikling i markedet, forbud mod forhandling af konkurrerende produkter mv.

Brug af almindelige salgs- og leveringsbetingelser

Da forhandleraftalen indeholder et væsentligt element af løsørekøb, vil aftalen med fordel kunne suppleres med enten producentens almindelige salgs- og leveringsbetingelser eller forhandlerens indkøbsbetingelser.

Koncipisten bør i givet fald sikre sig, at de almindelige vilkår udtrykkeligt er gjort til bilag til aftalen, at der ikke er uoverensstemmelser mellem aftalen og de almindelige vilkår samt endelig anføre, at forhandleraftalens bestemmelser har forrang forud for de almindelige vilkår.

Eneforhandling

Enhver forhandleraftale skal tage stilling til, om forhandleren har ret til eksklusivt at forhandle producentens produkter i et givent område eller overfor en given kundekreds. Foreligger der en sådan eksklusivitet benævnes aftalen ”Eneforhandleraftale” (på engelsk ”sole distributor agreement” eller ”exclusive distributor agreement”). Er forhandleren ikke tildelt nogen eksklusivitet er producenten berettiget til frit at udpege andre forhandlere i samme område.

Konkurrencelovgivningen og eksklusivitet

En eneforhandleraftale begrænser konkurrencen, da aftalens hovedformål jo netop er at holde andre forhandlere ude af et givent territorium. Konciperingen af eneforhandleraftalen indebærer derfor en række udfordringer med henblik på at sikre overholdelse af national eller international konkurrenceret.

Den centrale bestemmelse er konkurrencelovens § 6, der forbyder enhver aftale, der begrænser konkurrencen (tilsvarende gælder på EU-plan iht. EF-traktatens art. 81).

EU-kommissionen har dog gennem en såkaldt gruppefritagelse (jf. kommissionens forordning nr. 2790/1999) tilladt eksklusive forhandleraftaler under visse forudsætninger. Som tommelfingerregel må en eneforhandleraftale godt tildele eksklusivitet, ligesom det også er tilladt at forbyde forhandleren aktivt (eksempelvis ved at åbne en filial) at sælge ud af territoriet. Derimod vil en bestemmelse, der forbyder forhandleren passivt at sælge ud af territoriet være ulovlig. Passivt salg vil omfatte den situation, hvor forhandleren uopfordret bliver kontaktet af en kunde udenfor territoriet.

Konkurrencelov og bindende videresalgspriser

Det er ikke tilladt for producenten at fastsætte bindende videresalgspriser. En sådan bestemmelse vil være i strid med Konkurrenceloven § 6. Fastsættelse af maksimumssalgspriser og vejledende salgspriser er dog tilladt.

Konkurrerende produkter og konkurrenceklausul

En forhandler, hvad enten denne har eksklusivitet eller ej, antages ikke at være afskåret fra at forhandle konkurrerende produkter. Forhandleraftalen skal således udtrykkeligt regulere spørgsmålet, såfremt producenten ønsker at afskære forhandleren fra denne mulighed. Det er ikke i strid med konkurrenceloven at pålægge forhandleren en forpligtelse til udelukkende at forhandle producentens produkter.

Det kan også gyldigt i forhandleraftalen bestemmes, at forhandleren ikke efter aftalens ophør må forhandle konkurrerende produkter. En sådan konkurrenceklausul vil dog kunne tilsidesættes efter Ansættelsesklausullovens § 11, stk. 2 og/eller AFTL § 36, hvis klausulen går videre end påkrævet.

Godtgørelse ved ophør

Ophører forhandleraftalen, opstår spørgsmålet om, hvorvidt forhandleren har krav på betaling af en godtgørelse for den goodwill og kundekredsen. Domspraksis er ikke entydig, og forhandleraftalen bør derfor udtrykkeligt regulere dette spørgsmål.

Klausul om mindstesalg – forkortet opsigelsesvarsel

Forhandleraftalen gøres ofte uopsigelig fra producentens side i en årrække (eksempelvis 5 år) med henblik på at sikre forhandleren mulighed for at opdyrke markedet. Aftalen bør i så fald indeholde bestemmelser om minimumssalg, således at producenten har adgang til at opsige aftalen med forkortet varsel, hvis forhandler ikke performer. Dette er særligt relevant, hvis forhandleren er tildelt eksklusivitet, idet producenten da ikke vil have mulighed for at udpege en anden forhandler i territoriet.

Tredjemand kan ikke rejse krav overfor producenten – back-to-back garanti

Producenten bliver ikke forpligtet eller berettiget i relation til det salg, som forhandleren foretager til tredjemand. Tredjemand er således afskåret fra at rejse mangelkrav overfor producenten. Det ses dog, at forhandleren overfor kunden afgiver en såkaldt back-to-back garanti, hvorved forhandleren overdrager de garantier og indeståelser, som producenten har afgivet overfor forhandleren. Dette kan f.eks. vedrøre funktionsgaranti eller holdbarhedsgaranti, og i så fald vil kunden kunne rejse krav direkte mod producenten.

Internationale forhandleraftaler – lovvalg og værneting

En international forhandleraftale bør tage stilling til lovvalg og værneting. Den danske part bør som udgangspunkt insistere på dansk ret og dansk værneting eller voldgift. Henvisning til dansk ret indebærer også en henvisning til Den Internationale Købelov (CISG), og såfremt denne ikke ønskes anvendt, skal lovvalgsklausulen i aftalen udtrykkeligt undtage CISG.